PRM / Matas åbner netbutik i Sverige og Norge

    Pressemeddelelse fra Matas A/S

    Matas åbner fra den 31. januar webshops i Sverige og Norge og bliver dermed for første gang i sin snart 75-årige historie repræsenteret direkte i Danmark, Sverige og Norge.

    Matas giver dermed både svenskere og nordmænd adgang til den prisvindende webshop, som har gjort Matas til markedsleder i Danmark. De seneste fem år er matas.dk vokset til at blive den næstmest benyttede webshop i Danmark. Det digitale salg udgjorde i seneste kvartal knap en tredjedel af Matas’ samlede forretning.

    “Vores naboer har i årtier handlet i Matas butikkerne, når de har været på besøg i Danmark, og mere end hver femte svensker og nordmand kender allerede Matas navnet, mange af vores mærker og vores værdier. Nu kan de alle tage en tur i Matas hjemmefra, for vi leverer til hele Norge og Sverige fra i dag af”, siger Gregers Wedell-Wedellsborg, CEO hos Matas.

    Matas vil udelukkede være til stede i Norge og Sverige med webshops, og der er ikke planer om at åbne fysiske butikker. Ambitionen er at lære de norske og svenske forbrugere godt at kende og så udvikle konceptet løbende over de næste år med et bredere sortiment og mere af den gode rådgivning, som Matas er kendt for i Danmark.

    “For os er det en mærkedag, at Matas nu har en skandinavisk tilstedeværelse. Over de seneste fem år er Matas blevet en stærk digital virksomhed, og det kan vi bruge til at krydse grænser med vores koncept”.

    Matas har gennem årtier været kendt for sine egne, ikoniske brands, herunder Matas Striberne, Matas Natur og Nilens Jord. En stor del af Matas’ egne produkter er Svanemærket, og Matas har også et samarbejde med Kræftens Bekæmpelse om egne solprodukter, som giver kunderne tryghed for, at produkterne er kvalitetsprodukter uden unødig kemi.

    “Selvom der er forskelle mellem de skandinaviske lande, ved vi også, at der er et meget stærkt værdifællesskab i forhold til kvalitet og produktsikkerhed samt en støt stigende efterspørgsel efter rene, naturlige og bæredygtige mærker. Det har Matas arbejdet med i mange år, og de værdier vil vi gerne være med til at styrke og dele med vores skandinaviske nabolande”, afslutter Gregers Wedell-Wedellsborg.

    Matas har gennem det seneste år også været på det tyske marked, hvor Matas’ egne brands, Striberne, Nilens Jord, Matas Natur og My Moments nu sælges i 200 butikker over hele Tyskland.

    Fakta om Matas Group:

    Hvem er Matas:
    Matas A/S blev grundlagt i 1949 og er Danmarks største Health & Beauty Retailer med en samlet omsætning på ca. 4,3 mia. kroner årligt. Matas er i dag markedsleder i Danmark på tværs af kategorierne skønhed, sundhed, helse og velvære. Matas består af 261 fysiske butikker fordelt over hele Danmark. Onlinebutikken matas.dk har en omsætning på 1,1 mia. kroner og er Danmarks næststørste webshop målt på antal transaktioner.

    Hvad er en materialist:
    Matas har mere end 2.500 ansatte i Danmark, hvoraf langt størstedelen er uddannede materialister. En materialist er en specialuddannelse i sundhed, skønhed og velvære over to år – og med mulighed for at specialisere sig inden for fx helseprodukter og sundhed

    Hvad er en farmakonom:

    Matas har de senere år haft uddannede farmakonomer ansat i onlinebutikken og i flere af de fysiske butikker. Farmakonomer har en faglig viden inden for blandt andet farmakologi, anatomi, fysiologi og om sygdomslære og kommunikation. Matas’ farmakonomer rådgiver blandt andet kunderne om komplicerede hudplejeudfordringer.

    Hvad er Club Matas

    Club Matas er Matas’ kundeklub med 1,8 mio. medlemmer. Gennem kundeklubben opnår medlemmerne rabatter og skræddersyede indsigter. Matas har desuden en Club Matas+, hvor de 70.000 medlemmer altid får fri fragt, opnår flere point mv.

    Produkter:
    Matas i Danmark har mere end 50.000 produkter til salg inden for kategorierne sundhed, skønhed og velvære. Næsten 20 procent af omsætningen kommer fra private label brands, som alle er udviklet og produceret i Danmark, herunder Matas Striberne, Matas Natur, Nilens Jord (Danmarks største makeup brand) og Miild (et af Europas mest bæredygtige makeup brands). Udover de nye webshops i Sverige og Norge sælger Matas også sine egne produkter på det tyske marked

    Webshops:
    Udover matas.dk ejer og driver Matas Group mere end 20 webshops inden for Sundhed og Skønhed, herunder Helsebixen.dk, made4men.dk mfl. Matas ejer desuden driftsselskabet bag Danmarks førende online apotek, webapoteket.dk – og fra 31/1 2023 også webshops i Sverige og Norge

    Hurtig levering af produkter fra matas.dk

    Matas onlineshop har gennem de seneste år styrket sin leveringshastighed betydeligt. I dag bliver 20% af varerne leveret til kunden samme dag, som de er bestilt, enten direkte til hjemadressen eller til afhentning i butik, mens størstedelen af de resterende ordrer bliver leveret til kunden inden for 24 timer. Alle varer kan byttes eller returneres i en af Matas’ 261 fysiske butikker.

    Mærkninger:
    Matas egne brands bruger en række mærkninger, som er garant for produkternes høje kvalitet og sikkerhed for, at der ikke bliver brugt unødig kemi. Mærkningerne er blandt andet Svanemærket og Kræftens Bekæmpelse.

    Matas online innovation:

    Matas har gennem de seneste år udviklet en række nye online services, herunder online chat- og videorådgivning af uddannede materialister, LIVE shopping, abonnement, Professional Hair Care rådgivning samt et kæmpe online univers med artikler, videoer og tutorials. Matas.dk har godt en million unikke besøgende i Danmark om ugen og har gennem de seneste år vundet en række betydende priser – blandt andet for sin onlineinnovation.

    Matas.dk priser:
    I Danmark har Matas gennem de seneste år vundet en række priser for sit onlinekoncept, herunder Guld i E-handelsprisen hos Dansk Erhverv Digital Handel og Guld ved Danish Digital Awards, samt en lang række andre priser.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/matas-abner-netbutik-i-sverige-og-norge?releaseId=13669565

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **