PRM / Ny fabrik på vej i Fredericia

    Pressemeddelelse fra Dansk Retursystem

    Dansk Retursystem vil samle logistik og produktion i Vestdanmark på ny beliggenhed i Fredericia.

    Derfor har virksomheden købt en 70.249 kvadratmeter stor grund på Bundgårdsvej af Fredericia Kommune, hvor der skal bygges en moderne pant-fabrik, der kan tage imod de ca. 1 mia. tomme flasker og dåser, der hvert år kommer retur vest for Storebælt. Dansk Retursystem har i dag en lignende fabrik i Høje Taastrup, der håndterer tilsvarende mængder øst for Storebælt. På fabrikken sorteres de indsamlede flasker og dåser, og materialerne sendes til genanvendelse.

    “Grunden i Fredericia er valgt, fordi den ligger centralt i forhold til infrastrukturen med både motorvejsnet og jernbane. Desuden har vi allerede et godt samspil med de lokale uddannelsesmuligheder, fx i forhold til uddannelser til industri- og procesoperatør”, siger administrerende direktør Lars Krejberg Petersen.

    Dansk Retursystem lægger vægt på uddannelse af medarbejdere og kan desuden rumme medarbejdere med særlige behov. De principper fortsættes på fabrikken i Fredericia.

    Det er forventningen, at det færdige anlæg kommer til at beskæftige cirka 150 medarbejdere, primært produktionsmedarbejdere og chauffører. Byggeriet skal efter planen stå klart i udgangen af 2025.

    Kontakt:

    Pressekontakt Mette Klint tlf.: 30 67 13 90 email: kommunikation@dansk-retursystem.dk

    Flere informationer og aftaler om interview på tlf: 30 67 13 90.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ny-fabrik-pa-vej-i-fredericia?releaseId=13669094

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **