PRM / Socialrådgiveruddannelse udflyttes ikke til Hjørring alligevel

    Pressemeddelelse fra Aalborg Universitet

    I et år har det været planlagt, at 50 studiepladser på Aalborg Universitets socialrådgiveruddannelse skulle udbydes i Hjørring som et led i den tidligere regerings udflytningsreform. Efter planerne skulle uddannelsen åbne for optag dette forår med studiestart i Hjørring efter sommerferien.

    Regeringen meldte kort før jul ud, at socialrådgiveruddannelsen ikke længere er omfattet af den tidligere regerings udflytningsreform. I regeringsgrundlaget står der: “Videreføre aftalen om udflytning af uddannelser, men justere den sådan, at uddannelserne til sygeplejerske, pædagog, lærer og socialrådgiver ikke er omfattet af aftalen.”.

    SSH-dekan Rasmus Antoft ærgrer sig, men fordi udflytningen af uddannelsen er underfinansieret, vælger Aalborg Universitet at beholde de 50 studiepladser på campus i Aalborg Øst.

    “Det er ærgerligt at udflytningen af socialrådgiveruddannelsen trækkes tilbage med så kort varsel. Det beklager vi over for de studerende, der har indstillet sig på at kunne læse til socialrådgiver i Hjørring. Men vi håber, at de vil studere i Aalborg, hvor vi har en god socialrådgiveruddannelse med et rigtig godt studiemiljø”, siger dekan Rasmus Antoft.

    Siden udflytningsplanen blev fremlagt, er der blevet arbejdet på højtryk for at etablere en socialrådgiveruddannelse i Hjørring, ligesom der har være et godt samarbejde med Hjørring Kommune og UCN om at realisere udbuddet.

    AAU håber derfor fortsat på godt samarbejde i forbindelse med planerne om at udflytte dele af medicinstudiet samt kandidaten i folkesundhedsvidenskab til Hjørring.

    Det er kun udflytningen af socialrådgiveruddannelsen til Hjørring, der trækkes tilbage.

    Kontakt:

    Rasmus Antoft
    Dekan ved det Samfundsvidenskabelige- og Humanistiske Fakultet på Aalborg Universitet
    Send SMS på 3031 8104 for interviewaftale.

    Jane Grønning Johansen
    Journalist og presserådgiver ved Aalborg Universitet
    9356 2377 eller janegj@adm.aau.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/socialradgiveruddannelse-udflyttes-ikke-til-hjorring-alligevel?releaseId=13668712

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **