PRM / Historisk lave forventninger blandt ejendomsmarkedets aktører

    Pressemeddelelse fra EjendomDanmark

    2022 blev afsluttet med rekordlave forventninger til det totale afkast for året på blot 3,3 procent, og branchen spår et yderligere fald til 3,0 procent i 2023. Det er det laveste målte i forventningsundersøgelsens historie.

    “Det er den usikre økonomiske situation, der i det forgangne år har resulteret i de svingende og i sidste ende meget lave forventninger til det totale afkast for 2022. Konsekvensen er blandt andet et forventet fald i ejendomsværdierne for alle sektorer, men værst står det til for bolig- og kontorsektoren,” forklarer Peter Stenholm, adm. direktør i EjendomDanmark og uddyber:

    “Det er en bekymrende situation. Værdifaldet kan påvirke investeringsinteressen, og derfor forsinke den nødvendige udvikling og klimatiltag – at der opføres flere boliger og skabes bedre fysiske ramme på landets arbejdspladser.”

    Ramt af “the perfect storm”

    Undersøgelsen viser, at vi skal helt frem til 2024, før der igen er optimisme at spore. Michael Nielsen, direktør i Danica Ejendomme, beskriver den massive modvind som “the perfect storm”:

    “Det er kombinationen af stigende renter, høj inflation, høje energiudgifter, lav forbrugertillid og generel økonomisk usikkerhed, der har skabt en ond cirkel og lige nu er med til at gøre fremtiden usikker og ikke mindst udfordrende for ejendomsinvestorerne. Vi regner med, at 2023 bliver lavpunktet, før det forhåbentlig vender i 2024.”

    En geografisk skævvridning

    De faldende ejendomsværdier får tilmed investorerne til at begrænse og målrette deres investeringer til, hvad der betragtes som mere sikre ejendomme i landets større byer.

    “Det forventes, at faldet i ejendomsværdierne er mindst i København, Aarhus og Odense, og tiltroen er allerstørst til Hovedstaden. Det er selvfølgelig positivt, at der i nogle områder er et mindre fald, men det skaber også en farlig skævvridning, hvor fx landdistrikterne efterlades med manglende interesse for at investere og udvikle områderne,” fortæller Peter Stenholm.

    Optimisme om udlejning

    Der er dog fortsat optimisme, hvad angår udlejning af ejendomme. For bolig er udlejningsprocenten neutral, og den forventes at blive høj det næste år, ligesom der er en svag, men dog positiv forventning til markedslejen. Markedslejen for kontor i København forventes tilmed at stige med 2,2 procent i 2023.

    Og med Danica Ejendommes store udlejningsportefølje, er det gode nyheder, selvom det ikke opvejer faldet i ejendomsværdierne.

    “De faldende ejendomsværdier kan ikke kompenseres med stigende lejeindtægter, da markedslejen sjældent følger prisudviklingen på lang sigt. Derfor er det vigtigt at fokusere på ejendommenes underliggende drift og opretholde et direkte afkast på højeste niveau. Men vi glæder os over den lave tomgang, og den vil vi meget gerne fastholde,” pointerer Michael Nielsen.

    Kontakt:

    Adm. direktør Peter Stenholm email: pss@ejd.dk

    Politisk konsulent Christina T. Kirkeby tlf.: 22644732 email: ctk@ejd.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/historisk-lave-forventninger-blandt-ejendomsmarkedets-aktorer?releaseId=13667918

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **