PRM / Hver tredje testede fyrværkeriartikel havde fejl

    Pressemeddelelse fra Sikkerhedsstyrelsen

    Hvert år, forud for fyrværkerisæsonen, kontrollerer Sikkerhedsstyrelsen en del af de fyrværkeriartikler, der skal i handelen op til nytåret. Det sker med test hos et uafhængigt testlaboratorium samt kontrol af dokumentation og mærkning.

    I 2022 er der blevet testet i alt 147 forskellige fyrværkeriartikler. Resultaterne af kontrollen viser, at hver tredje testede fyrværkeriartikel havde fejl. Halvdelen havde fejl i et omfang, så det er blevet forbudt at sælge fyrværkeriet. Den anden halvdel af de fejlende fyrværkeriartikler blev vurderet som “OK efter tiltag.” Det vil sige fyrværkeri, hvor importøren eller forhandleren enten selv har valgt at stoppe salget eller hvor en fejl, fx i mærkning, er blevet udbedret.

    – Vi prioriterer kontrollen af fyrværkeri højt af hensyn til forbrugernes sikkerhed. Fyrværkeri er generelt et risikoprodukt, og vi finder desværre hvert år en væsentlig del, der ikke lever op til kravene, siger direktør Maibrit Brandt fra Sikkerhedsstyrelsen.

    Test af indendørs fyrværkeri

    Der bliver hvert år testet raketter, batterier og andre typer populært udendørs fyrværkeri. I år har Sikkerhedsstyrelsen også valgt at få testet noget af det fyrværkeri, der kan anvendes indendørs og må sælges hele året. Og resultaterne har vist, at selv om der er tale om mindre fyrværkerityper, kan de også have fejl, som gør, at de ikke må sælges.

    – Der er en risiko ved alt fyrværkeri, og derfor skal man være opmærksom, når man anvender det og tjekke sikkerhedsanvisningen, blandt andet hvor stor afstand man skal holde til fyrværkeriet. Hvis man vil forebygge øjenskader, når der bliver skudt fyrværkeri af, er det også altid en god ide at huske beskyttelsesbriller, både udendørs og indendørs, siger Maibrit Brandt.

    Kontrol på salgssteder

    Kontrollen af fyrværkeriet gennemføres så vidt muligt, så de farlige produkter kan være fjernet, inden fyrværkerisalget må begynde. Dermed undgår forbrugerne at få farligt fyrværkeri i hænderne, når de er på nytårsindkøb.

    – Når fyrværkerisalget er i gang, fører vi desuden tilsyn ude på salgsstederne for at kontrollere, at der ikke er fyrværkeri i handelen, som ikke må sælges. Der kan fx være salgssteder, som har haft et lager af fyrværkeri fra tidligere år og ikke er opmærksomme på, at der kan være noget imellem, der ikke er tilladt at sælge, siger Maibrit Brandt.

    De fyrværkeriartikler, der er kontrolleret i løbet af 2022 og ikke overholder reglerne, kan ses på hjemmesiden Produkter.dk.

    Hvis man oplever, at fyrværkeri fejler, når det skydes af, kan det anmeldes til Sikkerhedsstyrelsen via https://produkter.dk/anmeldelser.

    – – – – – – –

    FAKTA

    Resultater af kontrollen 2022

    Ok

    Vejledning

    OK efter tiltag

    Overtrædelse

    Samlet antal

    Batteri

    9

    20

    7

    7

    43

    Compound

    0

    3

    3

    5

    11

    Romerlys

    2

    4

    1

    1

    8

    Raket

    12

    18

    3

    2

    35

    Fontæne

    3

    9

    2

    3

    17

    Bomberør

    3

    3

    0

    0

    6

    Stjernekaster

    5

    0

    4

    2

    11

    Trækbordbombe

    2

    1

    1

    0

    4

    Isfontæne

    2

    1

    2

    1

    6

    Jordsol

    3

    0

    2

    1

    6

    I alt

    41

    59

    25

    22

    147

    OK efter tiltag betyder, at der er rettet en fejl, fx i mærkningen, eller at importøren eller forhandleren har valgt at stoppe salget.

    – – – – – – – –

    FAKTA

    Hvad testes der?

    Test af fyrværkeri foregår efter europæiske standarder for fyrværkeri.

    Der testes bl.a. for, at fyrværkeriet overholder disse krav:

    • Lydstyrken må ikke overstige 120 dB på fyrværkeriets sikkerhedsafstand.
    • Udslag fra raketter skal være i mindst 20 meters højde, og der må ikke være brændende nedfald i mindre end tre meters højde.
    • Udslag fra batterier skal være i mindst otte meters højde, og der må ikke være glødende nedfald uden for en otte meters sikkerhedsafstand.
    • Batterier må ikke vælte, have vandret udskudte dele eller eksplodere.
    • Batterier må højst brænde 120 sekunder, efter at de er skudt af.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/hver-tredje-testede-fyrvaerkeriartikel-havde-fejl?releaseId=13667343

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **