Pressemeddelelse fra Region Sjælland
Virksomheder, som udvikler teknologi, der kan fjerne PFAS, får i fremtiden helt nye muligheder for at teste deres teknologi på brandskolen i Korsør, som var centrum for Danmarks første sag om forurening med PFAS. Det er resultatet af en ny aftale mellem Slagelse Kommune, Region Sjælland og Slagelse Brand og Redning, som tirsdag blev underskrevet af alle parter. Aftalen betyder, at brandskolen nu får status af PFAS-testcenter, og dermed bliver det muligt for virksomheder og vidensinstitutioner at bruge arealerne ved brandskolen til at opbygge viden om og teste nye metoder og teknologier, som kan rense vand og jord for PFAS.
– Forureningen med PFAS er ikke kun et problem i Korsør. Det er et internationalt problem, som der skal findes løsninger på. Derfor er jeg glad for, at vi nu i samarbejde med Region Sjælland kan gøre brandskolen til centrum for udvikling af PFAS-løsninger samtidig med, at vi understøtter erhvervsudviklingen, siger borgmester Knud Vincents (V).
Knudepunkt for viden om PFAS
Meningen er, at det nye testcenter skal give mulighed for at teste nye teknologier, men testcentret skal også skabe rammerne for et bredere samarbejde på tværs af virksomheder, myndigheder og uddannelses- og forskningsinstitutioner om udvikling af nye løsninger. Med samarbejdet bliver det Region Sjællands opgave at facilitere virksomheder og vidensinstitutioner, som ønsker at benytte det nye testcenter.
– Håndtering af PFAS kræver udvikling af nye løsninger og teknologier, og det er nødvendigt, at vi som myndigheder, virksomheder og forskningsinstitutioner arbejder sammen. Det skal vi for borgernes og for miljøets skyld. Med etableringen af testcentret i Korsør skaber vi et knudepunkt for samarbejde og viden om PFAS, hvor der udvikles løsninger, der både kan hjælpe lokalt i Korsør, og som kan bruges andre steder i Danmark og internationalt, siger regionsrådsformand Heino Knudsen.
Komme samfundet til gode
Som en del af aftalen stiller Slagelse Brand og Redning brandskolen og øvelsespladsen til rådighed for virksomheder og vidensinstitutioner.
– Vi vil gerne være med til at finde nye løsninger på PFAS-problemet, og derfor stiller vi selvfølgelig vores grund til rådighed. Jeg håber, at det kan være med til at gøre noget ved forureningen hos os, men lige så meget, at vi kan medvirke til at udvikle nye løsninger og teknologi, som kan komme hele samfundet til gode, siger beredskabschef Michael Djervad.
Det nye testcenter forventes at kunne slå dørene op for de første “gæster” til næste år.
Kontakt:
Knud Vincents, borgmester i Slagelse Kommune, 20 45 97 98
Heino Knudsen, regionsrådsformand i Region Sjælland, 51 14 54 96
Michael Djervad, beredskabschef hos Slagelse Brand og Redning, 51 64 45 86
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/danmarks-forste-pfas-testcenter-far-adresse-i-korsor?releaseId=13667094
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **