PRM / Bornholmsk fiberejer inviterer andre udbydere indenfor

    Pressemeddelelse fra OpenNet

    Bornfiber har indgået en samarbejdsaftale med OpenNet og åbner dermed sit fibernet med 17.000 adresser for nye internet- og tv-udbydere.

    Fiberselskabet er i dag selv den eneste udbyder på sit fibernet, og udbyder her internet- og TV fra Waoo-brandet. Bornfiber glæder sig til at invitere andre udbydere indenfor, og dermed udvide tilbuddet for kunderne.

    – Bornfiber har været til stede med fibernet på Bornholm siden 2015. Siden har vi investeret massivt i at etablere fibernet på Bornholm, og nu dækker vi 8 ud af 10 adresser på øen med fiber. Det er vi stolte af, og vi ser frem til at endnu flere bornholmere kan få glæde af vores net, når vi åbner nettet på Bornholm for andre udbydere, siger Uffe Nielsen, som er direktør i Bornfiber.

    Åbningen af fibernettet sker via OpenNets brancheplatform, som gør det nemt for fibernetejere og indholdsudbydere at samarbejde.

    – Vi har valgt OpenNet, fordi vi ved, at det er branchens bedste platform. Vi vil gerne gøre det nemt og attraktivt for andre udbydere at komme ind på vores infrastruktur, siger Uffe Nielsen.

    10. fibernet i OpenNet-samarbejdet

    Bornfiber er den 10. fibernetejer, der vælger at åbne sit net ved hjælp af OpenNets platform. Når Bornfibers net åbnes op for andre udbydere, er en fuld åbning af de danske fibernet tæt på at være en realitet. Det er en markant rejse i forhold til for blot 4 år siden, hvor de fleste danske fibernet var lukkede net, og kunderne kun havde én udbyder at vælge imellem.

    – Det er fantastisk, at Bornfiber nu også åbner sit fibernet og har valgt OpenNet til det. Vi blev etableret i 2018 ud fra et ønske om at åbne fibernettene i Danmark ved at skabe en samarbejdsmodel, som gør det nemt for alle parter. Det er høj grad lykkedes, og for os er det en stor milepæl at få Bornfiber ombord som den 10. fibernetejer på vores platform, siger Henrik Møller Nielsen, som er direktør i OpenNet.

    Første skridt på vejen til et åbent fibernet på Bornholm er aftalen med OpenNet. Herefter kan interesserede udbydere indgå samarbejdsaftaler med Bornfiber og forventeligt begynde at sælge deres produkter på nettet i løbet af efteråret 2023.

    Om Bornfiber

    Bornfiber blev stiftet i 2015 med visionen om at sikre et hurtigt fibernet til bornholmere og har siden investeret kraftigt i at rulle fibernet ud til hele Bornholm. Bornfiber fortsætter investeringerne og er også i gang med at rulle det nyeste fibernet ud i udvalgte byer udenfor Bornholm til gavn for endnu flere lokalområder.

    Kontakt:

    Uffe Nielsen, direktør i Bornfiber: tlf 24431099
    Henrik Møller Nielsen, direktør i OpenNet: tlf 91151515

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/bornholmsk-fiberejer-inviterer-andre-udbydere-indenfor?releaseId=13666742

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **