PRM / SVM-regeringen peger i den rigtige retning

    Pressemeddelelse fra Ingeniørforeningen, IDA

    Med store udfordringer på den økonomiske front og udsigten til mangel på arbejdskraft, er det rigtigt set af den nye SVM-regering, at der er brug for reformer, hvis Danmark bevare vores velfærd.

    Det mener fungerende formand i Ingeniørforeningen, IDA Aske Nydam Guldberg, der mest af alt ser regeringsgrundlaget som en investering i fremtiden.

    “Det rigtigt set, at få den grønne omstilling op i gear. Også når det gælder implementeringen. Det er desuden glædeligt, at målet om klimaneutralitet fremrykkes til 2045. En accelereret grøn omstilling gør os både uafhængige af fossile brændsler og ikke mindst Putins gas. Det kan samtidig være med til at fremtidssikre vores grønne styrkepositioner, der kaster både arbejdspladser og vækst af sig,” siger han.

    Også arbejdsmarkedet kommer under kærlig behandling i det nye regeringsgrundlag, hvor der lægges op til, at vi alle skal være længere på arbejdsmarkedet.

    “Det er vigtigt, at vi får indrettet arbejdsmarkedet, så flere, som både har lyst og evner til at blive længere på arbejdsmarkedet og tage en ekstra tørn, også gør det. Allerede i dag er der flere seniorer, som gerne vil bidrage, og derfor er det glædeligt, at de kommer i fokus,” siger IDAs formand.

    SVM-regeringen vil også kigge på, hvor det giver mening at åbne op for flere internationale studerende, og det er også helt oplagt, mener Aske Nydam Guldberg.

    “Der er i dag en enorm mangel på ingeniører og it-specialister, og den bliver ikke mindre i fremtiden. Med mindre ungdomsårgange i sigte, er det derfor en god investering at åbne for flere internationale studerende på disse områder. Det er en dokumenteret god forretning,” siger han.

    IDAs formand ser dog også torne i SVM-regeringens grundlag. På uddannelsesområdet er det en skidt prioritering at tage så store reformskridt, som regeringen spiller ud med.

    “Det er ikke fordi, at vi ikke vil udvise samfundssind og bidrage til at reformere, hvor det er nødvendigt. Men når man vil indføre 1-årige kandidatuddannelser, er det at spille hasard med vores videnssamfund. Vi har ikke brug for halvt-uddannede specialister indenfor naturvidenskab eller på it- og ingeniørområdet. Derfor vil vi gerne takke for invitationen fra regeringen til at deltage i arbejdet med at kigge på, hvor det vil give mening at reformere uddannelsessektoren, uden at det gør ondt på vores videnssamfund” siger han.

    Kontakt:

    Ulrik Frandsen 23 65 09 69

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/svm-regeringen-peger-i-den-rigtige-retning?releaseId=13666693

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **