PRM / Løsninger for vand i regeringsgrundlaget

    Pressemeddelelse fra Danva

    Vandsektorens brancheorganisation, DANVA, er begejstret over, at regeringsgrundlaget indeholder væsentlige forslag om vand, som flere partier heriblandt Socialdemokratiet og Venstre fremførte under valgkampen.

    “Der er himmelvid forskel på det, der bliver fremført under en valgkamp og det, der bliver muligt, når mandaterne er fordelt. Sammensætningen i det nye Folketing er parlamentarisk meget vanskelig, så det var bestemt ikke en selvfølge, at forslagene også ville blive vægtet ind i regeringsgrundlaget, som det er sket. Nu er grundlaget på plads, så gælder det om at bruge det i det videre samarbejde med regeringen om løsninger for vandet,” siger direktør i DANVA, Carl-Emil Larsen.

    Et af de helt store temaer under valgkampen for seks uger siden var beskyttelsen af grundvandet, så vandværkerne også fremover kan sende rent drikkevand ud i danskernes haner. Socialdemokratiet meldte sammen med rød blok ud om beskyttelse af større sammenhængende arealer, de såkaldte grundvandsparker, på i alt 200.000 ha. Venstre foreslog samtidig at afsætte milliarder af skattekroner til oprensning af kemilossepladser, som truer drikkevandsboringer.

    “DANVA har kæmpet for, at investeringerne i grundvandsbeskyttelse skulle finansieres ved hjælp af skattekroner i stedet for over vandtaksten, som det sker i dag. Derfor er vi glade for, at politikerne har fokus på oprettelsen af en drikkevandsfond, som DANVA har foreslået,” siger Carl-Emil Larsen, der også er glad for den del af regeringsgrundlaget, der handler om løsninger for oprensning af PFAS-forurening og indsatser med klimatilpasning.

    Vandsektoren har bidraget til udarbejdelsen af den nationale klimatilpasningsplan, som skulle have været fremlagt før sommerferien. I regeringsgrundlaget er der dog udelukkende medtaget den del, der omhandler omdannelsen af minivådområder til vandparkering ved store regnskyl.

    “Vi har lagt mange ressourcer i arbejdet med den nationale klimatilpasningsplan og ventet utålmodigt på, den skulle blive færdig. Vi har brug for en helhedsorienteret plan for, hvordan vi håndterer det komplekse problem med den stadig mere og kraftigere nedbør, som klimaforandringerne fører med sig og resulterer i oversvømmelser. Så det arbejde kommer vi også til at skubbe på med løsninger for,” siger Carl-Emil Larsen, og tilføjer, at spørgsmålet om at finansiere de dyre klimatilpasningsløsninger også i byerne er helt central.

    Vandselskabernes finansiering og den måde vandsektorens økonomi reguleres på er i øvrigt under revision i øjeblikket men forsinket på grund af blandt andet Folketingsvalget. DANVA presser på, for at vandselskaberne kan få mulighed for ved hjælp af reguleringen at kunne nyinvestere i drikkevand, spildevand og klima, og desuden drive den grønne omstilling. Det handler blandt andet om investeringer i at udnytte varmen fra spildevand i fjernvarmenettet.

    “Vi kan opvarme 250.000 boliger ved hjælp af spildevandet, den mulighed skal vi da udnytte. Grønnere energiløsning findes simpelthen ikke, og den chance skal vi ikke lade gå fra os. Men det afhænger selvfølgelig af, om lovgivningen vil kunne give vandselskaberne mulighed for at investere i løsningerne,” siger Carl-Emil Larsen.

    Kontakt:

    Kommunikationschef Karsten Bjørno tlf.: +45 20 14 35 42 email: kbj@danva.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/losninger-for-vand-i-regeringsgrundlaget?releaseId=13666682

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **