PRM / Dansk-grønlandsk dokumentar udtaget til Sundance

    Pressemeddelelse fra Det Danske Filminstitut

    Sundance Filmfestival offentliggjorde onsdag aften dansk tid programmet til næste års festival. Det bliver med den dansk-grønlandske ‘Twice Colonized’ og den svensk-danske ‘Fantastic Machine’ i den internationale konkurrence for dokumentarfilm, World Cinema Documentary Competition, der anses for at være en af de mest prestigefyldte konkurrencer for dokumentarfilm i verden.

    Sundance Filmfestivalen, der finder sted i Park City i Utah, er et vigtigt udstillingsvindue for europæiske film i forhold til det nordamerikanske marked. Festivalen er grundlagt af Robert Redford med en ambition om at fremme banebrydende filmfortællinger. Den første udgave fandt sted i 1985.

    Sundance Filmfestival 2023 løber fra 19. til 29. januar.

    Læs mere på festival.sundance.org

    Twice Colonized

    ‘Twice Colonized’ er instrueret af Lin Alluna og fortæller historien om den grønlandske menneskerettighedsaktivist Aaju Peter, som har dedikeret sit liv til kampen for inuit i hele Arktis. Da en tragedie rammer blandt Aajus nærmeste, begiver hun sig ud på en personlig rejse for at konfrontere sin fortid og samtidig sikre oprindelige folks demokratiske ret og uafhængighed. Men er det muligt at ændre verden og hele sine egne sår på samme tid?

    Filmen følger Aaju Peters arbejde i både Grønland, Danmark og i hendes nye hjemland Canada, hvor hun i dag er bosiddende, og hvorfra hun kæmper for oprindelige folks rettigheder på globalt plan.

    Lin Alluna er uddannet fra Den Danske Filmskole i 2017. Ved siden af sit arbejde som filmskaber underviser hun i film og er næstformand hos Danske Filminstruktører samt grundlægger af Oplysningsgruppen. ‘Twice Colonized’ er Lin Allunas første lange dokumentarfilm.

    ‘Twice Colonized’ er produceret af Emile Hertling Péronard for dansk-grønlandske Ánorâk Film med støtte fra Filminstituttet. Filmen er lavet i koproduktion med Canada.

    Filmen får dansk premiere i 2023.

    Læs mere om filmen i Filmdatabasen

    Fantastic Machine

    Axel Danielson og Maximilien Van Aertrycks svensk-danske koproduktion ‘Fantastic Machines’ er en dokumentarisk fortælling om menneskets relation til og fascination af kameraet. Der er nedslag i dets 200 år lange historie fra de første billeder til i dag, hvor der er 45 mia. kameraer på vores planet. Filmen undersøger, hvordan kameraerne påvirker vores adfærd og vores samfund som helhed.

    ‘Fantastic Machines’ er produceret af svenske Plattform og koproduceret af Vibeke Vogel for danske Bullitt Film med støtte fra Filminstituttet. Anne Gry Friis Kristensen har lavet filmens lyddesign. Filmen får dansk premiere i 2023, hvor den distribueres af Øst for Paradis.

    Danske film på Sundance

    Danske spillefilm og dokumentarer har de senere år været stærkt repræsenteret på Sundance Filmfestivalen.

    På den seneste festival i januar 2022 deltog Simon Lereng Wilmonts dokumentarfilm ‘A House Made of Splinters’ og Christian Tafdrups psykologiske gyser ‘Gæsterne’. Simon Lereng Wilmont blev belønnet med en fornem instruktørpris på festivalen. Filmen er produceret af Final Cut for Real.

    I 2021 vandt Jonas Poher Rasmussens ‘Flugt’ prisen for bedste internationale dokumentarfilm, mens Camilla Nielssons ‘President’ løb med særprisen for bedste ‘Vérité Filmmaking’. Begge film er ligeledes produceret af Final Cut for Real.

    I 2019 var der priser til Mads Brüggers ‘Cold Case Hammarskjöld’ og May el-Toukhys ‘Dronningen’, i 2018 til Gustav Möllers ‘Den skyldige’, og i 2017 til Feras Fayyads ‘De sidste mænd i Aleppo’.

    Se hele oversigten over danske film på Sundance

    Kontakt:

    Kommunikationsmedarbejder Anders Budtz-Jørgensen tlf.: +45 3374 3528 email: andersbj@dfi.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/dansk-gronlandsk-dokumentar-udtaget-til-sundance?releaseId=13666117

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **