PRM / Koleraudbrud spreder sig hastigt i verden

    Pressemeddelelse fra Læger uden Grænser (MSF)

    I Haitis hovedstad Port-au-Prince er det ikke bare omfattende vold og kriminalitet, der eksploderer. Det samme gør antallet af mennesker, der er smittet med kolera. På bare en måneds tid har Læger uden Grænser behandlet 8.500 patienter. 97 er døde.

    Også i Syrien hærger koleraen, mens vinteren er på vej. Store udbrud begyndte i september i år i den nordøstlige og nordvestlige del af landet, men har nu spredt sig til alle dele. Mere end 37.000 formodes ramt af sygdommen, og 43 har mistet livet. Udbruddene er de første i 15 år i landet.

    Sidst kolera havde tag i Libanon var i 1993. Men 6. oktober erklærede de libanesiske sundhedsmyndigheder, at der var udbrud. Indtil midt i november har der været godt 3.670 formodede og bekræftede tilfælde og 19 dødsfald.

    Billedet er desværre ikke isoleret til de tre lande. I alt er der ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO) koleraudbrud i 29 lande i verden – ofte på steder, hvor der er begrænset adgang til rent vand. Og endda i lande, som ikke har skullet kæmpe med sygdommen i årtier.

    “Vi ser, at der kommer flere, mere udbredte og voldsommere udbrud af kolera rundt om i verden. Det kommer på bagkant af coronapandemien, som har presset mange sundhedssystemer i knæ. Og det sker i takt med, at det bliver sværere at få adgang til rent vand mange steder. En begrænsning, vi ser i områder med blandt andet tørke, oversvømmelser, konflikt eller flygtningestrømme. Udviklingen er bekymrende og værre, end hvad vi normalt ser,” siger læge Vibeke Brix fra Læger uden Grænser.

    Kolera er en sygdom, som spredes, når vand bliver forurenet med bakterier fra afføring. Kolera giver diarré og opkast, og man bliver hurtigt dehydreret. Og bliver man alvorligt syg og ikke får behandling i tide, kan man dø inden for få timer.

    “Hurtig behandling redder liv, og kolera er én af de letteste sygdomme at behandle, fordi det primært kræver væske i den akutte fase. Jeg har selv oplevet at få bevidstløse patienter ind, som vi gav væske i drop. Allerede efter 30 minutter vågnede de, og vi kunne udskrive dem dagen efter. Når kolerapatienter til hospitalet, dør færre end én procent. Men bliver de ikke behandlet, dør halvdelen,” siger Anni Fjord, der har været udsendt som sygeplejerske til et af Læger uden Grænsers kolera-projekter i Yemen.

    Læger uden Grænser forebygger og behandler kolera rundt om i verden. Men på grund af eskalerende udbrud globalt er der også mangel på vacciner og andre midler til at bekæmpe sygdommen. Derfor støtter Læger uden Grænser på linje med WHO, UNICEF, Internationalt Røde Kors og andre aktører beslutningen om at skrue ned fra to vaccinedoser til én i bekæmpelsen af udbruddene.

    “Beslutningen er sidste udvej for at undgå at skulle træffe umulige valg om at sende doser til ét land frem for et andet. Enkeltdosis af vaccinen giver en kortere beskyttelse, men det er en nødvendig måde at forsøge at beskytte så mange mennesker som muligt lige nu, mens vi står over for adskillige udbrud på samme tid. Men det er kun en midlertidig løsning, og vi er alvorligt bekymrede for udsigterne på den korte bane, hvis situationen fortsætter med samme styrke,” siger Vibeke Brix.

    Samtidig er der behov for, at flere har adgang til rent vand og sanitet, og at flere patienter, der er smittet med kolera, kan blive behandlet.

    Kontakt:

    Pressetelefon, Læger uden Grænser tlf.: 29702979

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/koleraudbrud-spreder-sig-hastigt-i-verden?releaseId=13665392

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **