PRM / Klinker manglede mærkning og dokumentation

    Pressemeddelelse fra Sikkerhedsstyrelsen

    Når forbrugere er i gang med et byggeprojekt, skal de kunne gennemskue, at de indkøbte klinker egner sig til formålet. Det har vist sig at være problematisk for mange af de i alt 18 produkter, som Sikkerhedsstyrelsen har kontrolleret i løbet af 2022. Der blev undersøgt mærkning, dokumentation og brugsvejledninger for ti produkter fra webbutikker og otte produkter fra fysiske butikker.

    Kontrollen viste, at der var problemer både med mærkning, brugsvejledning og dokumentation. 10 af de 18 produkter fejlede på et eller flere af disse områder.

    - Tre af klinkerne var ikke mærket med ydeevne, eksempelvis slidstyrke eller brandegenskaber, eller der var fejl i deklarationen af ydeevnen. Dermed har dem, der køber klinkerne ikke nogen chance for at vide, om produktet er ok til det, de vil bruge det til, siger produktchef Kirstine Gottlieb fra Sikkerhedsstyrelsen.

    For de produkter, hvor der ikke var korrekte oplysninger om ydeevne, krævede Sikkerhedsstyrelsen, at dokumentationen og mærkningen blev bragt i orden. I tre tilfælde reagerede forhandlerne ikke på Sikkerhedsstyrelsens krav, og derfor er de blevet pålagt at stoppe salget af klinkerne.

    Derudover var der en række produkter, hvor CE-mærkning manglede eller var ufuldstændig, for eksempel fordi fabrikantens navn og adresse manglede. Der var også nogle produkter, der ikke havde dansk brugsvejledning. Også i de tilfælde krævede Sikkerhedsstyrelsen, at forholdene blev bragt i orden, for at klinkerne kunne sælges lovligt. Her har nogle af forhandlerne sørget for den nødvendige mærkning og dokumentation, mens andre frivilligt har valgt at stoppe salget af klinker, hvor dokumentation eller mærkning var mangelfuld.

    - En stor del af de klinker, vi har kontrolleret, er produceret i Tyrkiet, Italien og Spanien, men forhandles af danske forhandlere. De skal leve op til EU's regler om produktsikkerhed, men de skal også leve op til særlige danske krav, blandt andet at der skal være en brugsvejledning på dansk. Hvis der ikke er en brugsvejledning på et sprog, som forbrugerne forstår, kan det være svært at montere klinkerne korrekt på gulvet eller væggen. Og de har heller ikke information om, hvordan klinkerne skal behandles korrekt, når de er taget i brug, siger Kirstine Gottlieb.

    ------

    FAKTA:

    Resultater af kontrollen

    I alt 18 produkter er kontrolleret i 2022.

    8 produkter var i orden.

    For 1 produkt blev forhandleren vejledt om ændringer.

    6 produkter blev bragt i orden ved at forhandleren rettede op på mangler.

    For 3 produkter fik forhandleren krav om at stoppe salget.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/klinker-manglede-maerkning-og-dokumentation?releaseId=13665334

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **