Pressemeddelelse fra Folketingets Ombudsmand
Udlændingenævnet er stadig for lang tid om at afgøre sine sager. Det viser en ny egen drift-undersøgelse, som Folketingets Ombudsmand har gennemført.
Undersøgelsen viser et voksende problem med nævnets ældste sager. Hvor de ældste sager i første halvdel af 2020 havde en sagsbehandlingstid på mellem to og tre år og udgjorde to procent af nævnets sager, var andelen af sager med en så lang sagsbehandlingstid i 2021 vokset til 14 procent. Desuden er sagsbehandlingstiden i nogle sager nu på mellem tre og fire år.
Samlet havde 42 procent af nævnets afsluttede sager i 2021 en sagsbehandlingstid på et år eller mere.
“Udlændingenævnets sager har ofte afgørende betydning for de involverede, som kan have svært ved at komme videre med deres liv, før de modtager nævnets afgørelse. Selv om myndighederne de seneste år har iværksat en række initiativer for at nedbringe sagsbehandlingstiden, må jeg desværre konstatere, at sagsbehandlingstiderne fortsat er for lange, og at nævnet stadigt bruger uacceptabelt lang tid på at afgøre de ældste sager”, siger Folketingets Ombudsmand, Niels Fenger.
Myndighederne har oplyst, at Udlændingenævnet i de seneste måneder har ansat 9 nye sagsbehandlere, og at nævnet i den kommende tid i en periode vil få tilført yderligere personaleressourcer i et målrettet forsøg på at forbedre sagsbehandlingstiden.
Det er myndighedernes forventning, at nævnets gennemsnitlige sagsbehandlingstid ved udgangen af næste år vil være nedbragt til cirka 8 måneder.
Ombudsmandens undersøgelse er gennemført i forlængelse af en tilsvarende undersøgelse, som han lavede i 2020. Også dengang viste resultaterne, at nævnet brugte for lang tid på sine sager.
Ombudsmanden vil i starten af 2024 bede Udlændingenævnet om en ny redegørelse for at følge op på, om de varslede tiltag har haft den forventede effekt.
Læs
.FAKTA
Udlændingenævnet
Udlændingenævnet er et uafhængigt domstolslignende forvaltningsorgan. Nævnet består af en formand og et antal næstformænd, som er dommere, og det består herudover af advokater, som beskikkes efter indstilling fra Udlændinge- og Integrationsministeriet. Nævnet bliver betjent af et sekretariat.
Udlændingenævnet behandler klager over en række forskellige afgørelser på udlændingeområdet, bl.a. myndighedernes afgørelser om familiesammenføring, opholdstilladelse på baggrund af beskæftigelse (erhvervsordninger) og tidsubegrænset opholdstilladelse.
Regler for sagsbehandlingstider
Der er ikke i forvaltningsloven eller anden lovgivning fastsat generelle regler om myndighedernes sagsbehandlingstid. Spørgsmålet om, hvornår en myndigheds sagsbehandlingstid i en konkret sag eller på et bestemt sagsområde overskrider det acceptable, beror derfor – hvis der ikke er fastsat særregler – på en konkret vurdering.
Det følger imidlertid af god forvaltningsskik, at sager i den offentlige forvaltning altid skal behandles inden for rimelig tid.
Ved vurderingen af, om sagsbehandlingstiden er rimelig, ser man bl.a. på:
- Sagens karakter
- Omfanget af de undersøgelser, som myndigheden skal foretage
- Den sædvanlige sagsbehandlingstid for sagstypen
- Sagens faktiske og retlige kompleksitet
- Om sagen af hensyn til parten eller andre private eller offentlige interesser må anses for mere eller mindre hastende.
Se også ombudsmandens
i myndighedsguiden om sagsbehandlingstid.Kontakt:
Folketingets Ombudsmand, Niels Fenger, tlf. 4247 5091
Områdechef Jacob Christian Gaardhøje, tlf. 3313 2512
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/udlaendingenaevnets-sagsbehandlingstider-er-fortsat-for-lange?releaseId=13665192
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **