PRM / Fyrværkeri har langvarige effekter på trækfugle

    Pressemeddelelse fra Aarhus Universitet Technical Sciences

    Ved hjælp af GPS-trackere har et internationalt hold videnskabsmænd for første gang kvantificeret virkningerne af udbredt nytårsfyrværkeri på individuelle fugles adfærd.

    Bevægelsesdata fra i alt 347 gæs viser ifølge et nyt studie, at fugle nytårsaften pludselig forlader deres sovepladser og flyver til nye områder længere væk fra menneskelige bosættelser. De forstyrrede fugle hvilede to timer mindre og fløj længere, nogle gange op til 500 kilometer non-stop, end de gjorde om nætter uden fyrværkeri.

    “I Danmark overvintrer i dag store mængder gæs, bl.a. mere end halvdelen af bestanden af kortnæbbede gæs. Selv om de overnatter i reservater, ofte langt fra menneskelig aktivitet, bliver de forstyrret af fyrværkeriet nytårsaften. Det er voldsomme reaktioner, vi kan registrere hos gæssene, ikke bare umiddelbart under og efter fyrværkeriet, men også lang tid efter,” forklarer professor Jesper Madsen fra Center for Adaptiv Naturforvaltning ved Aarhus Universitet om nytårsløjernes utilsigtede effekter på trækfuglene.

    De fire arter, der blev undersøgt, var Blisgæs, bramgæs, kortnæbbede gæs og sædgæs. Fælles for de fire arter er, at de tilbringer deres vintre med at hvile og spise i Nordtyskland, Danmark og Holland. GPS-spor blev indsamlet for i alt 347 gæs i 12 dage før og 12 dage efter nytårsaften i otte på hinanden følgende år, hvor hvert individ blev sporet i gennemsnitligt to år.

    Vender aldrig tilbage
    “Vi har i den danske del af projektet mærket 60 kortnæbbede gæs med gps-sendere, som sidder i et halsbånd. Hvert enkelt individ giver os en position hvert 10. minut, så vi har fået meget nøjagtige målinger af gæssenes reaktioner og afstandene, de flygter,” siger Jesper Madsen.

    Den usædvanlige adfærd sluttede ikke med festlighederne. For alle undersøgte dage efter nytår brugte gæs mere tid på at fouragere og på nogle lokaliteter i Holland og Tyskland vendte aldrig tilbage til deres oprindelige sovesteder.

    Normalt vendte gæs tilbage til den samme vandmasse i flere nætter, hvilede på overfladen og bevægede sig meget lidt, hvilket sparede væsentlig energi. Men i natten til nytårsaften, hvor der blev tændt fyrværkeri, forlod gæs deres sovepladser oftere, fløj i gennemsnit 5 – 16 km længere og 40 – 150 m højere end tidligere nætter.

    Undersøgelsen, ledet af forskere ved, Max Planck Institute of Animal Behavior og Netherlands Institute of Ecology og DCE/Institut for Ecoscience ved Aarhus Universitet, er netop offentliggjort i Conservation Letters.

    Kontakt:

    Professor Jesper Madsen, Institut for Ecoscience, Aarhus Universitet på mail; jm@ecos.au.dk eller tlf. +4529440204.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/fyrvaerkeri-har-langvarige-effekter-pa-traekfugle?releaseId=13665193

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **