Pressemeddelelse fra Middelfart Sparekasse
Hvert år bliver der kørt 92 mio. tons tekstilaffald til deponi og forbrænding, og under én procent af vores kasserede tøj bliver genbrugt. Det har vejlensiske Textile Change sat sig for at gøre noget ved, og den forretningsidé gav dem fredag titlen “Årets Klimaiværksætter 2022” – og en check på 250.000 kr.
Textile Change og fem andre iværksættervirksomheder kæmpede om titlen ved arrangementet KlimaBoost, der blev holdt i Middelfart Sparekasses hovedsæde, som er placeret midt i det areal i Middelfart, der huser det nationale klimafolkemøde i disse dage. Middelfart Sparekasse og de regionale erhvervshuse står bag den landsdækkende konkurrence.
En højteknologisk vinder
Ved hjælp af nye teknologier, som er så unikke, at der arbejdes på at patentbeskytte dem, kan Textile Change affarve tøj og dernæst skille polyester- og bomuldsfibre fra hinanden for at genbruge dem til nyt tøj af lige så høj kvalitet som nye materialer.
Emma Hostrup og Anders Reimer repræsenterede virksomheden i Middelfart, og selv om dommerpanelet var lidt skeptisk over tidsplanen frem mod et fulskala-anlæg, var forklaringen så god og idéen så stærk, at de løb med sejren.
– Vi vil tage os tid til at sikre, at det både kvalitetsmæssigt og indtjeningsmæssigt er forsvarligt, før vi laver et fuldskala-anlæg, lød forklaringen fra Emma Hostrup på spørgsmålet fra dommerpanelet til tidsplanen.
Det svar var så godt, at den ene af fire dommere, Tine Thygesen, efter endt votering kunne fortælle, hvorfor valget faldt på Textile Change.
– Vi har valgt en vinder, som gør noget godt for naturen og forbruget – og har et kæmpe potentiale på verdensplan, sagde hun om vinderne.
Få sekunder senere stod Emma Hostrup og Anders Reimer med en check på 250.000 i hænderne, da Martin Baltser, adm. direktør i Middelfart Sparekasse og medlem af dommerpanelet, havde givet den videre.
– Vi håber, at dette bidrag fra Middelfart Sparekasse kan hjælpe jer på vej mod målet – og måske lidt hurtigere, sagde Martin Baltser, som tidligere havde rost virksomheden for en forretningsmodel, hvor de både tjener penge på at aftage tekstilaffald og dernæst sælge de to materialer cellulose pulp og polyester pellets til forarbejdning til ny beklædning.
Præmien skubber projektet fremad
Med en kvart mio. kr. på vej ind på kontoen, kan Emma Hostrup, Anders Reimer og kollegerne i Textile Change sætte skub i virksomhedens udvikling.
– Vi er meget glade. Både for titlen som Årets Klimaiværksætter og præmien på 250.000 kr. Med de penge kan vi få tegnet vores demonstrationsanlæg færdigt. Når det står klar, kan vi håndtere 4.500 tons tekstilaffald årligt, hvilket er første skridt på vejen mod vores fuldskala-anlæg, som skal kunne håndtere 100.000 tons tekstilaffald årligt, fortæller Emma Hostrup.
Det var tredje gang, at Middelfart Sparekasse og de regionale erhvervshuse kårede Årets Klimaiværksætter. Nordjyske Lyras og fynske Mewalii er de første to vindere af konkurrencen.
Fakta – KlimaBoost og finalisterne
- Under navnet KlimaBoost kårer Middelfart Sparekasse og de regionale erhvervshuse Årets Klimaiværksætter. Vinderen får 250.000 kr. af Middelfart Sparekasse til at udvikle virksomheden. Erhvervshusene finder kandidater til konkurrencen over hele landet.
- Årets finalister var
- NorFalk (Midtjylland) udvikler og producerer sæbe, kosmetik og vaskemidler af bæredygtige ingredienser, surfaktanter.
- Textile Change (Sydjylland) separerer tekstiler baseret på blandingsfibre med henblik på genbrug.
- FuelVision (Sjælland) har udviklet en app, som kan hjælpe piloter med at spare op til 14 procent brændstof ved at flyve mere brændstoføkonomisk
- Dots.Recycling (Nordjylland) genbruger brugte tennisbolde, enten som padelbolde, filtpuder til stole eller granulat og filt til brug i bl.a. skoproduktion
- Meat Tomorrow (Hovedstaden) producerer kultiveret kød ud fra stamceller
- ARIS Robotics (Fyn) har udviklet en robot, som kan affaldssortere ved hjælp af kunstig intelligens.
Kontakt:
Kommunikationsdirektør Bjarne Jacobsen tlf.: 27900664 email: bja@midspar.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/textile-change-er-arets-klimaivaerksaetter-2022?releaseId=13658283
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **