PRM / NREP sælger Trøjborgcenteret til Løgten Invest

    Pressemeddelelse fra Nrep A/S

    Trøjborgcenteret får nye ejere. Det bliver Løgten Invest, et ejendomsselskab med base nord for Aarhus, der overtager det attraktivt beliggende center fra ejendomskoncernen NREP.

    “NREP har gjort et flot stykke arbejde med at modernisere og udvikle Trøjborgcenteret de seneste år. Vi er glade for at overtage denne attraktive og centralt beliggende bygning, og vi ser frem til at fortsætte det gode samarbejde med lejerne fremover,” siger Sonni Rode Madsen, direktør, Løgten Invest.

    NREP købte Trøjborgcenteret i 2014, og allerede dengang lå en modernisering og måske også en udvidelse i kortene. Det var Thomas Riise-Jakobsen, som i dag er partner hos NREP, der på NREP’s vegne stod for købet og så mulighederne.

    “Vi overtog Trøjborg Centeret med en klar ambition om at revitalisere det. Det har en fantastisk beliggenhed, men det trængte også til en fornyelse. Den har vi gennemført i samarbejde med lejere, lokale myndigheder og andre interessenter. Vi er glade for, at det er lykkedes os at puste nyt liv i centeret og gøre det attraktivt for kunder, lejere og nu også nye ejere,” siger han.

    I 2017 fremlagde NREP planer for at udvide det 5.000 kvm store center. På taget blev der opført 5.000 kvm boliger, ligesom butiksarealerne blev moderniseret og udvidet, så der blev plads til cafeer og spisesteder. Dermed nåede arealet op på 11.500 kvm. De 42 lejligheder blev sat til salg i 2020, og udvidelsen var endeligt gennemført i 2021. Der er endvidere opstillet 12 ladestandere – heraf seks lynladestandere – til elbiler.

    I dag slutter ringen for Thomas Riise-Jakobsen, da han ligeledes har stået for salget til Løgten Invest.

    “Det er jo en helt anden ejendom, vi sælger. Trøjborgcenterets udvikling illustrerer ret godt, hvad vi vil, når vi arbejder med mindre bycentre. Ofte er de lukkede omkring sig selv. Vi vil åbne dem mod nærmiljøet, ændre udtrykket med respekt for historien og gøre dem attraktive for nye lejere. Boliger skaber samtidig liv og helhed. Det kan bidrage til at fremtidssikre ejendommene og gøre dem til lokale omdrejningspunkter,” siger Thomas Riise-Jakobsen.

    Trøjborgcenteret blev opført i 1976.

    Rådgivere på transaktionen er Bruun & Hjelje, Colliers samt Clemens Advokatfirma.

    Kontakt:

    Pressekontakt Anders Rosendahl tlf.: +45 40483766 email: anro@nrep.com

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/nrep-saelger-trojborgcenteret-til-logten-invest?releaseId=13658249

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **