PRM / Norlys bliver landsdækkende på erhverv

    Pressemeddelelse fra Norlys

    Norlys’ erhvervsforretning kan nu sælge højhastighedsbredbånd i stort set hele landet. I alt er 1,4 millioner adresser i Danmark tilføjet Norlys’ dækningsområde.

    – Vi har en ambition om at vokse endnu mere i vores erhvervsforretning, og vi mener også, at vi har motoren til at konkurrere med de største spillere på markedet. Lige nu er markedet domineret af TDC Erhverv og GlobalConnect, og dem vil vi meget gerne udfordre, siger Michael Balto, der er direktør for Norlys’ erhvervsforretning.

    10 procents vækst om året

    Siden SE og Eniig fusionerede i 2019 har Norlys styrket erhvervsforretningen, og den udvikling har Norlys Erhverv allerede set de første effekter af. På erhvervsmarkedet er forretningen vokset omkring 10 procent år for år.

    – Vores størrelse og muligheden for nu at tilbyde for eksempel medarbejderbredbånd næsten uanset hvor i landet, medarbejderne bor, gør os interessante for flere og flere virksomheder, siger Michael Balto.

    Norlys’ erhvervsforretning har historisk set været centreret omkring Jylland med flere af de største virksomheder som en del af kundeporteføljen. Men med den nye adgang til andre udbyderes net, investerer Norlys nu i at vinde markedsandele i hele landet.

    – Det er blevet lettere at komme langt bredere ud, og derfor har vi i erhvervsforretningen besluttet at intensivere vores tilstedeværelse i den østlige del af Danmark, hvor vi ved, at vi har et stort potentiale i at udvide vores markedsandele, siger Michael Balto.

    Kontakt:

    Anne Laursen tlf.: +45 26298453 email: annlau@norlys.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/norlys-bliver-landsdaekkende-pa-erhverv?releaseId=13656643

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **