PRM / Tre nye professorer på Institut for Kultur og Samfund

    Pressemeddelelse fra Aarhus Universitet: Arts

    Mette Løvschal

    Mette Løvschals forskning befinder sig i et krydsfelt mellem arkæologi, miljøantropologi, filosofi og geografi og er blandt andet udgivet i Current Anthropology, JRAI, PNAS, World Archaeology og Annual Review of Anthropology. 1. august blev hun udnævnt til professor i forhistorisk arkæologi og skal i sin nye stilling blandt andet styrke den tværvidenskabelige forskning og samarbejdet med den danske museumsverden.

    “Jeg skal i forbindelse med mit professorat også fremme forskningen i, hvordan mennesker og landskaber har udviklet sig sammen i et dybt tidsperpsketivi et dybt tidsperspektiv. Siden 2020 har jeg ledet et stort forskningsprojekt om de nordeuropæiske hedelandskabers dybe kulturhistorie (ANTHEA), finansieret af Det Europæiske Forskningsråd (ERC). Projektet trækker på en bred vifte af humanistiske og naturvidenskabelige metoder, der skal kaste nyt lys over, hvornår og hvordan hederne opstår i samspil med mennesket. Vi forsøger derigennem at skabe en dybere forståelse af betydningen af fællesskabsbaserede landskaber. Samtidigt kaster vi lys over en de store omvæltninger, der lige nu pågår rundt om i verden, og som knytter sig til tidligere fællesejede græsningslandskaber, der privatiseres, indhegnes og omlægges til opdyrkning,” fortæller Mette Løvschal.

    Forskning i fællesskabsbaserede landskaber er, i følge professor Mette Løvschal, da vi i dag lever med konsekvenserne af årtusinders store landskabsreformer:

    “Den måde, de danske skove, enge, heder og strande ser ud på, skyldes årtusinders kompliceret samspil mellem mennesker, dyr og landskabsforandringer. Jeg forsøger at stille helt skarpt på de afgørende beslutninger i disse processer, på mangfoldigheden af forskellige måder at leve med landskaber på, og hvorfor det er så vanskeligt for os at ændre de måder, vi lever på, lyder det fra Mette Løvscal.

    CV

    Mette Løvschal skrev sin ph.d.-afhandling på Aarhus Universitet og i Cambridge om de tidligste opdelinger af landskabet i Nordeuropa. Herefter fik hun bevilliget tre års postdoc af Det Frie Forskningsråd og Carlsberg og begyndte samtidig at udvide sit arbejdsområde til Østafrika. I 2018 tiltrådte hun som lektor på Afdeling for Arkæologi og Kulturarvsstudier i en delt stilling med Moesgaard Museum.

    Christian Suhr:

    Christian Suhr er 1. august udnævnt til professor i Visuel og Multimodal Antropologi ved Afdeling for Antropologi. En afdeling, der i 2013 etablerede en kandidatlinje for visuel antropologi, hvor de studerende lærer at udnytte det analytiske og dialogiske potentiale i audiovisuelle medier med særligt fokus på etnografisk film. Siden er forskningsmiljøet vokset med flere faste ansættelser, ph.d.-studerende og postdocs – og nu også med en professor inden for feltet.

    “Som professor i dette felt bliver det min opgave at udvikle vores forskning med nye tværvidenskabelige initiativer og metodisk innovation. I de kommende år skal jeg lede det ERC-finansierede forskningsprojekt “Heart Openings”. Gennem audiovisuelle, antropologiske og mikrofænomenologiske forskningsmetoder skal vi foretage en komparativ analyse af oplevelsen og kultiveringen af kærlighed på tværs af religiøse og kontemplative traditioner i Danmark, Egypten, Tanzania, Nepal og Papua Ny Guinea,” fortæller Christian Suhr.

    Brugen af audiovisuelle og multimodale medier giver i følge den kommende professor mulighed for at udvide den antropologiske analyse til dimensioner af menneskelivet, som kan være vanskelige at forstå og beskrive med ord. Audiovisuelle og multimodale medier kan eksempelvis bidrage til nye indsigter om følelsernes og sansernes rolle i vores liv samt betydningen af kropslig erfaring i menneskelig kommunikation. Samtidig fylder audiovisuelle og multimodale en stadigt større del af menneskers liv og giver, ifølge Christian Suhr, også nye muligheder i formidlingen af forskningen som for eksempel øget engagement med de mennesker, som deltager i antropologisk forskning og med offentligheden.

    CV

    I 2013 færdiggjorde Christian Suhr sin ph.d. ved Afdeling for Antropologi. Fra 2013 til 2021 koordinerede han kandidatlinjen i Visuel Antropologi på Moesgaard. I 2018 blev Christian Suhrmedlem af Det Unge Akademi (DUA) under Videnskabernes Selskab. Han har instrueret og co-instrueret syv etnografiske film. I 2019 blev bogen “Descending with angels: Islamic exorcism and psychiatry, a film monograph” publiceret på Manchester University Press. Han har en særlig interesse for tværvidenskabeligt samarbejde, for forskningsetik og for forskningens rolle i offentlige debatter. Et eksempel på denne del af hans arbejde er antologien “Når medierne sætter dagsordenen” (DJØF 2021).

    Heather Anne Swanson

    Heather Anne Swanson har været interesseret i miljøproblemer siden sin barndom i en fiskeri- og skovbrugs-domineret by i den amerikanske delstat Oregon. Hun tog sin bacheloruddannelse i antropologi ved Princeton University, hvor hun begyndte at forske i menneskers forhold til naturen. Efterfølgende vendte hun tilbage til sit lokalområde, hvor hun i nogle år arbejdede som uddannelseskoordinator ved en organisation med fokus på miljøgenopretning. Herefter vendte hun tilbage til universitetsverdenen, hvor hun tog både sin kandidat- og ph.d.-grad i antropologi ved University of California, Santa Cruz. 1. september udnævnes hun som professor med fokus på miljøantropologi ved Afdeling for Antropologi.

    “Mit største projekt er at udvikle Centre for Environmental Humanities som en grænseflade mellem antropologi og andre afdelinger på Arts i forhold til miljøspørgsmål. Jeg skal også styrke nye samarbejder og tværfaglige forskningsgrupper i forhold til miljøproblemer. Overordnet vil jeg gerne bidrage til at oversætte idéer og centrale indsigter fra forskningen og faglige debatter til institutionsudvikling, ” fortæller den kommende professor og uddyber:

    “Det er vigtigt, fordi det kan hjælpe med at vise værdien af både antropologisk og humanistisk viden og metode indenfor miljøkontekster. Det kan udgøre et eksempel på, hvordan humanister kan deltage i debatter om bæredygtighed i Danmark samt internationalt fra intellektuelle og pragmatiske vinkler.”

    CV
    Heather Anne Swansons ph.d.-forskning foregik primært i Japan og fokuserede på håndtering af miljøudfordringer i forbindelse med laksefiskeri i Stillehavet. Dette arbejde kulminerer nu i udgivelsen af bogen “Spawning Modern Fish: Transnational Comparison in the Making of Japanese Salmon” (University of Washington Press, 2022). Hun kom til Danmark i 2013 for at deltage i Aarhus University Research on the Anthropocene (AURA) ved Afdeling for Antropologi. Derudover har hun været research fellow ved Center for Advanced Study i Oslo. Siden 2017 har Swanson været lektor ved Afdeling for Antropologi, og siden 2017 har hun desuden været en del af ledelsen af AU Centre for Environmental Humanities, først som vice-centerleder og efterfølgende som centerleder (fra 2019). Hun er i øjeblikket på projektet Innovative Approaches to Ecological Globalization, som støttes af en bevilling fra Carlsbergfondets Distinguished Associate Professor Fellowship-program. Desuden er hun co-PI på to andre forskningsprojekter: Global Trout i samarbejde med Knut Nustad fra University of Oslo samt BLUE: Mulispecies Ethnographies of Oceans in Crisis sammen med Nils Bubandt fra Afdeling for Antropologi ved AU.

    Kontakt:

    Mette Løvschal, professor ved Afdeling for Arkæologi og Kulturarvsstudier
    Mail: lovschal@cas.au.dk
    Mobil: +45 2288 9205

    Christian Suhr, professor ved Afdeling for Antropologi
    Mail: suhr@cas.au.dk
    Mobil: +45 3160 0031

    Heather Anne Swanson, Afdeling for Antropologi
    Mail: ikshswanson@cas.au.dk
    Mobil: +45 2014 5994

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/tre-nye-professorer-pa-institut-for-kultur-og-samfund?releaseId=13656576

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **