PRM / FOA: Brandmænd i risiko for at få kræft – alle sager skal genoptages

    Pressemeddelelse fra FOA

    “Vi kommer til at insistere på, at gamle sager bliver genoptaget og vurderet, og vi vil opfordre alle vores brandmænd til at anmelde alle typer af kræftformer, så vi kan få syn for sagen i forhold til mængden af sager,” siger Thomas Brücker, næstformand for Teknik- og Servicesektoren i FOA.

    Ny forskning har vist, at der nu er tilstrækkelig evidens for, at i hvert fald to kræftformer (mesoteliom og urinblære) kan være udløst af arbejdet som brandmand.

    Samtidig viser undersøgelserne, at der er yderligere fem kræftformer, hvor der er begrænset evidens for sammenhæng mellem kræft og jobbet som brandmand.

    Ifølge Thomas Brücker fra FOA betyder den nye forskning, at disse kræftformer er rykket et vigtigt skridt nærmere på at kunne komme på erhvervssygdomslisten.

    “Vi nærmer os et sted, hvor man kan få erstatning for kræft af sit arbejde, hvis det er arbejdsrelateret. Det glæder os meget. Endelig ser vi en belønning for det hårde arbejde, der er sket inden for kræftforskning,” siger Thomas Brücker.

    “Vi følger det videre arbejde meget nøje, Både den nye forskning og arbejdet med at få kræftformerne på erhvervssygdomslisten. Det sidste er afgørende for, at sygdommen betragtes som en erhvervssygdom med tilhørende erstatning. Det her er vigtigt, og vi giver ikke op før det er lykkedes”, siger Thomas Brücker.

    I 2007 klassificerede det internationale agentur for kræftforskning (IARC) brandfolks risiko for at få kræft som værende meget lav. Dengang mente man altså ikke, at der var evidens for, at de påvirkninger, man som brandmand var udsat for, var kræftfremkaldende.

    Men den nyeste forskning, der blev præsenteret fredag, ændrer det billede sig radikalt. Ikke mindst derfor er Thomas Brücker glad for, at man i de seneste år har haft øget fokus på at forebygge, at brandfolk eksponeres for de skadelige stoffer, der udvikles under ildebrande.

    Allerede da mistanken om sammenhæng imellem cancer og arbejdet som brandmand opstod, tog FOA initiativ til, at der skulle sættes forebyggende ind. Ifølge Thomas Brücker har det medført, at der i dag er helt nye procedurer for, hvordan man beskytter sig selv både før, under og efter en indsats.

    “Man kan ikke undgå at ildebrand opstår, men vi kan forebygge at brandfolk eksponeres for de skadelige stoffer, der udvikles fra brandrøg. Dette arbejde fortsætter vi med, og vi vil fortsat presse arbejdsgiver til at være en del af det forebyggende arbejde samtidig med, at vi nu kan gå i gang med at hjælpe de af vores medlemmer der har været ramt af cancer med at søge arbejdsskade-erstatning,” siger Thomas Brücker.

    Forskningen skal nu vurderes i Erhvervssygdomsudvalget, der samtidig skal udarbejde kriterier for anerkendelse af erstatning.

    Kontakt:

    Sektornæstformand Thomas Brücker tlf.: 29 93 24 04 email: thbr@foa.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/foa-brandmaend-i-risiko-for-at-fa-kraeft-alle-sager-skal-genoptages?releaseId=13654914

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **