PRM / Klimaaftale om udfasning af naturgas mangler virkemidler

    Pressemeddelelse fra Dansk Fjernvarme

    Cirka 400.000 danske hjem er i dag afhængige af naturgas til opvarmning af deres boligejere. Siden Ruslands invasion i Ukraine i februar har det været en prioritering for hele Danmark at blive uafhængig af den russiske naturgas. I den anledning præsenterede et bredt folketing i dag en klimaaftale om grøn strøm og varme, der skal udfase naturgassen i Danmark senest i 2035.

    En stor del af aftalen, og løsningen for uafhængighed, er at sætte fart på udrulningen af fjernvarme i de områder, hvor det er hensigtsmæssigt. Dansk Fjernvarme, brancheorganisation for 370 energi- og forsyningsselskaber, bifalder, at der nu er landet en aftale på området, så der skabes klarhed over udrulningen af fjernvarme. Ligesom brancheorganisationen roser, at der nu udbygges med markant mere grøn energi, vind og solenergi.

    Men Dansk Fjernvarme havde håbet på en aftale, der bidrog til at opretholde det momentum, der i løbet af det seneste år er blevet oparbejdet med udfasningen af naturgas i Danmark.

    – Vi er bekymrede for, at der ikke er politisk vilje til at give fjernvarmeselskaberne de nødvendige værktøjer, der skal gøre ambitionerne til virkelighed. Men det er dog glædeligt, at der med aftalen er politisk opbakning til at udfase den dyre, russiske naturgas i vores boligopvarmning, selvom tempoet godt kunne have været højere. Det er vi og vores medlemmer klar til at gøre til virkelighed, siger Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme, som uddyber organisationens anke.

    – Der mangler økonomisk hjælp til de boligejere, der ønsker at udskifte deres gasfyr med grøn fjernvarme. Der mangler sikkerhed for de store investeringer fjernvarmeselskaberne skal foretage, hvilket kunne have været afhjulpet med en ja-tak til fjernvarme ordning, sådan som flere partier ellers har foreslået.

    Lettere godkendelsesproces for fjernvarmeprojekter
    Hidtil har det være bureaukratisk og omstændigt for fjernvarmeselskaber og kommuner at godkende fjernvarmeprojekter, der nogle gange har taget flere år at få godkendt. Den nye klimaaftale letter dog processen ved at forenkle projektbekendtgørelsen i 2022 og 2023 ved blandt andet at lade konkrete projektforslag, der indfrier den samlede varmeplan være undtaget af bekendtgørelsen. Ligeledes afskriver aftalen også den kritiserede regulering af fjernvarmeselskaber.

    – Det er til gengæld meget positivt, at partierne nu endegyldigt har smidt tidligere tanker om at underlægge fjernvarmeselskaberne en tung og bureaukratisk regulering på porten. Det skal politikerne have ros for, fordi det ville have kastet endnu mere grus i arbejdet med at udfase den fossile energi, siger Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme.

    Kontakt:

    Presserådgiver Sofie Karoline Høgedal email: skh@danskfjernvarme.dk

    Presse- og kommunikationschef Rune Birk Nielsen email: rbn@danskfjernvarme.dk

    Pressechef Rune Birk Nielsen, tlf. +45 2490 4197 el. rbn@danskfjernvarme.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/klimaaftale-om-udfasning-af-naturgas-mangler-virkemidler?releaseId=13654324

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **