PRM / DI: Med to energiaftaler kan Danmark endnu mere

    Pressemeddelelse fra DI – Dansk Industri

    – Ruslands invasion af Ukraine og den efterfølgende gaskrise har mere end noget andet vist os, hvor sårbare vi er. Med aftalerne er vi godt på vej til at vriste os ud af den spændetrøje, som vi sidder i lige nu. Der kommer ikke mindst fart på omstillingen fra naturgas til fjernvarme eller varmepumper. Det vil gavne klimaet, vores forsyningssikkerhed og økonomi, siger Troels Ranis, branchedirektør i DI Energi.

    – Det er et eksempel på, hvor hurtigt vi er i stand til at flytte os, når vi rykker i samme retning. Danmark kan endnu mere, end vi går rundt og tror, siger Troels Ranis

    DI har tidligere præsenteret et udspil om Grøn Samfundskontrakt, som langt hen ad vejen er afspejlet i aftalerne.

    Aftalen om vedvarende energi sætter den rette retning for mere grøn energi i Danmark. Den fokuserer på eksport, vil smidiggøre lovgivningen, få flere energiøer på tegnebrættet, afskaffe det udskældte vindmølleloft og åbne den såkaldte åben-dør-ordning. Opgaven består nu i at få sat handling bag ordene og få lavet en egentlig køreplan med konkrete årstal og mål for produktionen af vedvarende energi.

    – I de kommende år skal vi opføre mange flere vindmøller og solceller. Nu er de politiske rammer sat, men dermed er vi langt fra i mål. Myndighederne er nødt til at sætte farten op, når nye projekter skal godkendes, og det bliver der heldigvis lagt op til med aftalen. Vi har brug for den grønne strøm hurtigst muligt, siger Troels Ranis.

    – Der er nødvendigt at få lavet en nordsøplan, så vi får udnyttet de enorme vindressourcer, der er på havet. Strategien bør være færdig ved udgangen af 2022, så vindmølleindustrien har forudsigelighed og mulighed for at tilrettelægge investeringerne.

    – Det er afgørende, at vi får fremtidssikret vores elnet, så den grønne strøm kan nå frem til stikkontakterne. Derfor er det godt, at der nu er udsigt til et gedigent servicetjek af lovene omkring elnettet, siger Troels Ranis

    Delaftalen om udfasning af naturgas og grøn varme sikrer – udover en udfasning af gasfyr i private hjem – også en tilskyndelse til øget biogasproduktionen i Danmark, som i dag fylder omkring 25 procent i gasnettet. Desværre kommer der først 100 procent biogas i rørene i 2030.

    – Biogas skal helst udgøre 100 procent af vores gasforbrug i 2027. Der er brug for mere biogas i rørene, så virksomhederne kan producere klimaneutralt med en sikker og stabil forsyning af grøn gas, siger Troels Ranis.

    Den grønne gas er fortsat nødvendig i visse dele af de industrielle processer. Men delaftalen indeholder også justeringer i erhvervspuljen, så den i langt højere grad understøtter virksomhedernes skift fra fossile kilder som naturgas til grøn strøm.

    – Partierne har lyttet til vores bekymring og justeret erhvervspuljen, så de virksomheder, der har mulighed for det, kan komme over på grøn strøm. Det er meget vigtigt, at vi sænker forbruget af gas samtidig med, at vi investerer i biogas, siger Troels Ranis.

    Følg os på:




    Kontakt:

    Presserådgiver Claus Kaae-Nielsen clkn@di.dk eller 23326829

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/di-med-to-energiaftaler-kan-danmark-endnu-mere?releaseId=13654323

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **