PRM / Blå toner danner grundlag for mødet mellem landets skarpeste crooner og et musikalsk multitalent

    Pressemeddelelse fra Aarhus Festuge

    “Vi er virkelig begejstrede for igen i år at have et stærkt samarbejde med Sundhed og Omsorg, FO Aarhus og Aarhus Jazz Orchestra, så vi kan præsentere en række koncerter på rådhuset, som er en af Festugens helt store traditioner,” siger producent hos Aarhus Festuge, Rud Kjerstein.

    Under Festugens tema In It Together vil orkester og solister fejre fællesskabet omkring musikken, og koncerten byder på et mangfoldigt repertoire med både fællessang og danske sange, samt swingende croonerjazz fra bigbandhistorien. Traditionen tro er der lagt op til fællesskab og hyggeligt samvær, samt en stor musikalsk oplevelse, når Aarhus Jazz Orchestra besøger Aarhus Rådhus.

    Rådhuskoncerterne er Aarhus Jazz Orchestras årlige fejring af Aarhus Festuge, og vi glæder os meget til at invitere publikum indenfor i de unikke omgivelser på Aarhus Rådhus. Til fællesskab og fællessang – og store musikalske oplevelser, understreger orkester i Aarhus Jazz Orchestra, Anders Ørbæk.

    I år kan publikum glæde sig til, at to velkendte artister gæster Rådhushallen.

    Katrine Muff Enevoldsen nyder at synge og brænder for at få os alle til at stemme i, fordi vi bliver glade af at synge sammen. Senest har hun fået hele Danmark med, når hun har ladet sangglæden strømme ud gennem vores TV skærme til “Fællessang” fredag aften på DR. Katrine har tidligere sunget sig gennem tv-programmet “Fra Skrål til Skønsang” og været vært på “Danmark synger julen ind” og “Live fra Højskolesangbogen” sammen med Mathias Hammer. Katrines passion for formidling, toner og fællesskabet om at synge smitter, når hun fortæller ærligt og humoristisk om at være tro mod sin egen stemme og mødet med fællesskabet i musikken.

    Bobo Moreno har siden slutningen af 1980’erne sunget sig længere og længere ind i hjerterne på musikelskere i hele landet. Moreno er nemlig først og fremmest kendt som sanger med stort S, og det som en af Danmarks bedste! For dét, der har gjort Bobo Moreno verdensberømt i Danmark, er ganske enkelt evnen til at begejstre et hvilket som helst publikum med sin alsidige stemme. Gennem årene har han arbejdet med de største navne herhjemme, fra Sanne Salomonsen og D:A:D, til Radioens Big Band og Birthe Kjær.

    Aarhus Jazz Orchestra – tidl. Klüver Bigband – er Aarhus’ bigband! Orkesteret blev grundlagt i 1977 af jazzlegenden Jens Klüver og spiller hvert år 80-90 koncerter for et mangfoldigt publikum i alle aldre. Både oplevelseskoncerter for de mindste, store koncerter med deltagelse af skolekor, jazzkoncerter med solister fra både ind- og udland samt koncerter i Rådhushallen og rundt om på byens folkehuse. Sidstnævnte er resultatet af en samarbejdsaftale, som Aarhus Jazz Orchestra i 2015 indgik med Magistratsafdelingen for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune.

    I Aarhus Jazz Orchestra sidder nogle af Danmarks bedste jazzmusikere og orkesteret har gennem årene arbejdet sammen med nogle af de største jazzikoner i vor tid, herunder Kurt Elling, John Scofield, Jamie Cullum, David Sanborn, Melody Gardot med flere. Orkestret høster gode anmeldelser og har vundet flere priser for dets udgivelser og koncerter.

    Årets Rådhuskoncerter finder sted den 28. august klokken 11 og klokken 13. En koncert varer 60 minutter. En billet til koncerten koster 60 kroner, hvilket er inklusiv kaffe og kage.

    Billetter er til salg online via Aarhus Festuges hjemmeside. Det fysiske salg af billetter vil foregå via FO Aarhus.

    For yderligere information kontakt da Aarhus Festuges kommunikations- og presseansvarlige Simon Fjordvang Brenøe-Jensen på telefon 29 20 94 86 eller via e-mail sfbj@aarhusfestuge.dk.

    Kontakt:

    Kommunikationsansvarlig Simon Fjordvang Brenøe-Jensen email: sfbj@aarhusfestuge.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/bla-toner-danner-grundlag-for-modet-mellem-landets-skarpeste-crooner-og-et-musikalsk-multitalent?releaseId=13653710

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **