Pressemeddelelse fra Dyrenes Beskyttelse
I midten af maj blev en kanin fundet efterladt i et lille bur, foran en børnehave. I slutningen af maj blev 5 killinger og deres mor efterladt i en papkasse ved et internat. Alle dyrene blev heldigvis fundet i tide og bragt i sikkerhed på et af Dyrenes Beskyttelses Internater.
Måderne at efterlade sit dyr på er mange, men fælles for dem alle er, at det er forkasteligt og uansvarligt at skille sig af med dyr på disse måder. Mellem juli-oktober måned er der højsæson for efterladte kæledyr.
– Sommer efter sommer vælter det ind med dumpede og uønskede dyr på vores internater. De sidste mange år har særligt killingerne fyldt meget om sommeren, men det sidste år er antallet af kaniner steget enormt meget. I 2019 modtog vi 556 kaniner og i 2021 var det antal oppe på 1000, så der er virkelig stor stigning her, siger Jens Jokumsen, Familiedyrschef ved Dyrenes Beskyttelse.
I 2021 modtog Dyrenes Beskyttelses internater 5772 dyr alene i juli, august, september og oktober. I 2020 var tallet 5403 dyr. Mens tallet for katte og killinger stiger støt, er antallet af kaniner begyndt at stige voldsomt på Dyrenes Beskyttelses internater. Det gør at kapaciteten på internaterne er maksimalt pressede hen over sommeren.
Mange svigtede dyr lægger pres på internaterne
Når dyr efterlades til sin egen skæbne, har ejeren af den ene eller anden grund ikke haft overskud til at tage sig af dem længere. Men løsningen er aldrig at efterlade dyret til uvis skæbne, advarer Dyrenes Beskyttelse.
– Det er helt uacceptabelt at efterlade kaniner, katter og andre dyr i papkasser eller på anden vis smide dem ud i naturen. De har ikke en chance for at overleve i totalt fremmede omgivelser. Det har de aldrig lært. De er dybt afhængige af, at mennesker finder dem i tide, hvilket desværre ikke altid er tilfældet, siger Jens Jokumsen og fortsætter:
– Vores medarbejdere og frivillige kæmper dagligt for at yde den livsvigtige hjælp til sårbare og svigtede dyr, og særligt i sommermånederne kan de have svært ved at følge med.
At kassere dyr, man ikke længere kan tage ansvar for, ved at dumpe dem i naturen, må aldrig være løsningen. En lukket kasse eller taske bliver meget varm, og dyr kan derfor dø af hedeslag, tørst eller ganske enkelt blive taget af naturens rovdyr. Løsningen må aldrig være at dumpe dyrene. Dyrenes Beskyttelse opfordrer derfor til at bede om hjælp i netværket, hos dyrlægen eller kontakt et internat, hvis man ikke længere kan have sit kæledyr.
Kontakt:
Familiedyrschef (familiedyr og internater) Jens Jokumsen tlf.: 50607380 email: jj@dyrenesbeskyttelse.dk
Medievagten i Dyrenes Beskyttelse tlf.: 40841512 email: presse@dyrenesbeskyttelse.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/svigtede-kaeledyr-laegger-pres-pa-internater?releaseId=13653168
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **