PRM / Nyt netværk – borgerdialog med udsatte borgere

    Pressemeddelelse fra Egedal Kommune

    UdsatteNetværket har haft en lidt svær opstart grundet situationen med Covid-19, men deltagerne er nu endelig konstitueret, og har taget hul på de første drøftelser. Netværket består af udsatte borgere, pårørende, medarbejdere og politikere i Egedal Kommune, heriblandt formanden for Social- og arbejdsmarkedsudvalget Henriette Thirup-Bielefeldt.

    – Netværket giver rigtig meget mening for de mennesker, der har det sværest her i vores kommune. Det har været et stort politisk ønske for mig, siden valget i 2017, for vi har i den grad manglet et samarbejde. Området har været overset, og den her gruppe borgere, har ikke tidligere haft en indgang til politikere og administration. Jeg håber, at vi nu får et bedre indblik i de behov og udfordringer, som udsatte borgere kæmper med. På den her måde, kan vi være på forkant og tilpasse vores politik, så vi ikke står i en situation som sidste år, hvor der manglede ressourcer, fokus og penge til området. Det sikrer vi med UdsatteNetværket, siger Henriette Thirup-Bielefeldt.

    Hvad er Udsattenetværket

    Formålet med netværket er, at udsatte borgere og pårørende kan fortælle om, hvordan de oplever samarbejdet med kommunen og komme med idéer til forbedringer. Omvendt kan administrationen og politikerne søge sparring til, hvordan de bedst muligt rammer plet, når der skal prioriteres, og sættes ind for at lette hverdagen for de udsatte.

    Deltagerne i netværket der skal mødes fysisk 4 gange om året, har desuden forpligtet sig til at lytte til hinanden og forsøge at forstå hinandens perspektiv. Deltagerne skal være hinandens medspillere, så der kan skabes de bedste betingelser for samarbejde mellem kommunen og borgerne.

    – Borgerdialog er ikke noget vi siger, men er noget vi gør. Vi skal spille hinanden gode gennem det her samarbejde, og det kan vi kun når vi borgere, politikere og administration ikke mindst, lytter til hinanden. Alt for mange problemer mellem kommune og borger opstår, når vi ikke har en tæt dialog, eller forstår hinanden. Så jeg håber, at det her er et stort skridt i retning af, at handleplanen på socialområdet kan føres ud i livet og blive en succes, siger Henriette Thirup-Bielefeldt

    Udsattenetværket som talerør og sparringspartner

    Aktiviteterne fra UdsatteNetværket vil løbende blive offentlig gjort på Facebook og Egedal kommunes hjemmesiden.

    Ønsker man at komme i kontat med UdsatteNetværket eller komme med input til temaer som UdsatteNetværket kan drøfte, kan man tage fat i kontaktpersonen. Se oplysninger herunder.

    Kontaktoplysninger:

    Line Ougaard Tlf. 72596874

    socialservice@egekom.dk Att. UdsatteNetværket

    Kontakt:

    Presseansvarlig Rasmus Øhlenschlæger tlf.: 72596203 email: raoh@egekom.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/nyt-netvaerk—borgerdialog-med-udsatte-borgere?releaseId=13652814

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **