PRM / Kronprinsen satte gang i 92.000 Royal Run-deltagere

    Pressemeddelelse fra Danmarks Idrætsforbund

    Med næsten 92.000 tilmeldte slog Royal Run ny deltagerrekord, og kronprinsparret var naturligvis blandt de mange glade ansigter på ruterne i værtsbyerne.

    H.K.H. Kronprins Frederik løb One mile i Aalborg og 5 km i Aarhus, mens H.K.H. Kronprinsesse Mary løb One mile i Kolding og 5 km i Næstved – og derudover bød dagen på et par overraskelser. Først stillede alle kronprinsparrets børn til start på One mile-distancen i København, og senere begav H.K.H. Prins Christian og H.K.H. Prinsesse Josephine sig begge ud på femkilometerdistancen.

    Til sidst løb kronprinsen som planlagt 10 km i København og på Frederiksberg, og også her var flere af børnene med i feltet. Både H.K.H. Prins Vincent og H.K.H. Prins Christian stod nemlig igen klar, da startskuddet lød på den længste distance – og kronprinsen måtte mod egen forventning se sig slået af sin ældste søn.

    “Jeg havde regnet med, at jeg kunne hente ham på de sidste tre kilometer”, sagde en smilende kronprins, der også var tydeligt stolt af 11-årige prins Vincent:

    “Det er jo skønt, at han har mod på det. Det giver noget selvtillid og en grundforståelse for, at man kan flytte og udrette mere, end man måske lige tror. I det det hele taget er det skønt, at så mange kaster sig ud i det her. Og hvis man ikke nåede at melde sig til i år, må man til tasterne og melde sig til næste år, sluttede kronprinsen, der altså også afslørede, at Royal Run vender tilbage i 2023.

    En overvældende dag

    Bag Royal Run står idrætsvisionen Bevæg dig for livet. Et samarbejde mellem DGI og Danmarks Idrætsforbund (DIF), hvor målet er at gøre Danmark til verdens mest idrætsaktive nation. Og her er der ikke overraskende stor glæde at spore efter en veloverstået dag:

    “Det har været en ganske overvældende dag, hvor vi sammen med danskerne har fået det hele til at gå op i en højere enhed. Vores ambition er jo at få danskerne til at bevæge sig, og det har vi formået med dagen i dag,” siger Jens Otto Størup, der er administrerende direktør i DGI og medlem af Royal Runs styregruppe.

    Morten Mølholm Hansen, der er administrerende direktør i DIF, supplerer:

    “Bolden er givet op, og vi griber den og fortsætter arbejdet med at gøre Danmark til verdens mest idrætsaktive nation. Tak til kronprinsen for at starte en bevægelse med denne fantastiske dag.”

    FAKTA

    Deltagertal i 2022:
    København/Frederiksberg: 40.085
    Næstved: 11.965
    Kolding: 13.571
    Aarhus: 15.428
    Aalborg: 10.024
    Bornholm: 669

    Royal Run i alt: 91.763

    Om Royal Run
    · Royal Run ’22 fandt sted den 6. juni, 2. pinsedag i Aalborg, Aarhus, Kolding, Næstved og København/Frederiksberg. På Bornholm var der Royal Run samme dag uden kongelig deltagelse.
    · Royal Run blev første gang afholdt i 2018 i anledning af H.K.H. Kronprinsens 50-års fødselsdag. Her var 70.938 tilmeldt.
    · I 2019 var 82.319 tilmeldt Royal Run i Klaksvik, Aarhus, Aalborg, København/Frederiksberg og i Rønne.
    · Royal Run arrangeres af idrætsvisionen Bevæg dig for livet – et samarbejde mellem Danmarks Idrætsforbund, DGI og Dansk Atletik. TV 2 og Regionerne er mediepartner på Royal Run, og Trygfonden, Nordea-fonden og Novo Nordisk Fonden er strategiske partnere.

    FLERE BILLEDER
    Du kan finde billeder fra Royal Run ’22 til download via linket her.

    Kontakt:

    Kommunikationskonsulent Suzanne Meyer tlf.: 24266395 email: sme@dif.dk

    Morten Mølholm Hansen, administrerende direktør i DIF: 21 66 37 74
    Jens Otto Størup, administrerende direktør i DGI: 53 73 33 00

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/kronprinsen-satte-gang-i-92000-royal-run-deltagere?releaseId=13652710

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **