PRM / Kronprinsen annoncerer: Royal Run vender tilbage

    Pressemeddelelse fra Danmarks Idrætsforbund

    Det første startskud lød i morges klokken 10, og siden har Royal Run været i fuld gang i Aalborg, Aarhus, Kolding, Næstved, København/Frederiksberg og på Bornholm. Og de mange deltagere, publikummer og TV-seere, der har fulgt med dagen igennem, kan glæde sig over, at den store motionsfest kommer igen.

    Med H.K.H. Kronprins Frederik i spidsen vil Royal Run nemlig gentage succesen i 2023. Det offentliggjorde kronprinsen umiddelbart efter at have tilbagelagt ruten på 10 kilometer gennem gaderne i København og på Frederiksberg.

    “Det er fantastisk, at vi er så mange i år. Jo flere, desto bedre – og hvis man ikke nåede at tilmelde sig i år, kan man gøre det næste år i stedet. Det bliver samme dag (2. pinsedag, red.) næste år,” lyder det fra H.K.H. Kronprins Frederik.

    Glade arrangører
    Royal Run arrangeres af idrætsvisionen Bevæg dig for livet i et samarbejde mellem Danmarks Idrætsforbund, DGI og Dansk Atletik – og i organisationerne bag Royal Run er man glade for, at succesen fortsætter næste år:

    “Det er en stor ære at få denne opbakning fra Kongehuset, og vi er utroligt glade for, at kronprinsen vil være med til at holde fast i Royal Run, så vi på den måde kan få engageret danskerne i motion og bevægelse,” siger Morten Mølholm Hansen, der er administrerende direktør i Danmarks Idrætsforbund og medlem af Royal Runs styregruppe.

    Han bakkes op af Jens Otto Størup, der ligeledes er med i Royal Runs styregruppe og administrerende direktør i DGI:

    “Med kronprinsen i spidsen for Royal Run har vi fat i noget helt rigtigt, fordi vi får samlet så mange mennesker, der oplever glæden ved at være aktive i fællesskab. Noget af det særlige ved Royal Run er, at for 32 procent af deltagerne er Royal Run deres allerførste motionsevent. Dermed er Royal Run et vigtigt skridt på vejen til at motivere flere til at dyrke idræt og motion.”

    Det er endnu ikke fastlagt, hvilke byer der skal lægge asfalt til Royal Run i 2023, men lige så snart dét er på plads, bliver løbsstederne offentliggjort.

    OM ROYAL RUN

    · Royal Run ’22 fandt sted den 6. juni, 2. pinsedag, i Aalborg, Aarhus, Kolding, Næstved og København/Frederiksberg. På Bornholm var der Royal Run samme dag uden kongelig deltagelse.
    · Der var i alt 91.680 deltagere i motionsløbet i 2022.
    · Royal Run blev første gang afholdt i 2018 i anledning af H.K.H. Kronprinsens 50-års fødselsdag. Her var 70.938 tilmeldt.
    · I 2019 var 82.319 tilmeldt Royal Run i Klaksvik, Aarhus, Aalborg, København/Frederiksberg og i Rønne.
    · Royal Run arrangeres af idrætsvisionen Bevæg dig for livet – et samarbejde mellem Danmarks Idrætsforbund, DGI og Dansk Atletik. TV 2 og Regionerne er mediepartner på Royal Run, og Trygfonden, Nordea-fonden og Novo Nordisk Fonden er strategiske partnere.

    Kontakt:

    Kommunikationskonsulent Suzanne Meyer tlf.: 24266395 email: sme@dif.dk

    Morten Mølholm Hansen, administrerende direktør i DIF: 21 66 37 74
    Jens Otto Størup, administrerende direktør i DGI: 53 73 33 00

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/kronprinsen-annoncerer-royal-run-vender-tilbage?releaseId=13652711

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **