PRM / Klumme: Iffe Lundbergs klubskifte er historisk

    Pressemeddelelse fra Meresalg Marketing

    Danske Gabriel ‘Iffe’ Lundberg skifter tilværelsen i Moskva, Rusland ud med Phoenix, USA.

    Det står klart, efter at den danske stjerne lørdag aften blev præsenteret som ny spiller for Phoenix Suns i verdens bedste basketball-liga. Lundberg er den første danske spiller i NBA og skriver sig dermed direkte ind i historiebøgerne – ikke kun for dansk basket, men for dansk sport generelt.

    Skiftet til NBA-topholdet Phoenix Suns er en realitet, og Iffe Lundberg træder nu ind i en liga, der består af verdens 450 bedste basketballspillere. Den 27-årige københavner skal nu spille overfor nogle af de allerbedste basketballspillere i form af LeBron James, Giannis Antetokounmpo og Stephen Curry, og det er historisk stort.

    Succeshistorier i dansk basket

    Basketball i Danmark er i fremgang, og i de senere år har vi oplevet adskillige succeshistorer på et professionelt plan. Den danske mastodont Bakken Bears har for alvor slået sit navn fast i europæisk basketball, hvor de har deltaget i både FIBA Europe Cup og Basketball Champions League, og de bliver efterhånden betragtet som en reel kandidat til at løbe med sejren i førstnævnte turnering.

    Det danske herrelandshold var sidste år uhyre tæt på at kvalificere sig til Europamesterskaberne, da de som store underdogs tog fusen på Tjekkiet og Litauen, der er nogle af de helt store basketball-nationer i Europa. Det blev ikke til en EM-billet, men det var uhyre tæt på – og det er en kæmpe sejr i sig selv.

    Ligesom herrerne er det danske kvindelandshold også på vej frem. Efter en årrække uden deltagelse i diverse kvalifikationsturneringer grundet manglende økonomi, tog Kvindelandsholdet sagen i egen hånd og indsamlede penge, så de igen kunne spille med om en plads til en slutrunde.

    Og så er der herrernes hjemlige liga, Basketligaen, der er gået hen og blevet et udstillingsvindue for spillere med professionelle ambitioner. Basketligaen er respekteret, hvilket kan ses ved, at spillere fra udlandet, såsom Michel Diouf, Ryan Evans og Vedran Borovcanin, vælger at blive i Danmark og spille fremfor at bruge én sæson i ligaen som et springbræt til noget større.

    Et bevis på, man godt kan drømme stort

    Men Iffe Lundbergs skifte til Phoenix Suns slår alt dette.

    Iffe Lundberg drager nu over Atlanten, og selvom han allerede har skrevet historie, før han overhovedet er landet i det forjættede land, vil dansk basket fremover ikke længere være det samme – hvis man kan sige det sådan.

    Hør vores podcast om skiftet her

    For Lundbergs kontrakt med Phoenix Suns er et vidnesbyrd på, at man som dansker rent faktisk godt kan tør drømme om at lande en kontrakt i NBA – så længe man altså arbejder hårdt, tror på sig selv og har lidt held, som danskeren beskriver det i et opslag på Instagram. Dette skifte klubskifte baner vejen for andre danske spillere, der har store drømme.

    Og historien om den danske superstjerne bliver blot endnu mere utrolig, idet han jo startede karrieren hjemme i lille Danmark: først for Falcon, dernæst Copenhagen Wolfpack og så Horsens IC. Siden sæson 2017/18 har Lundberg beriget europæisk basket, og år efter år har han truffet de rigtige beslutninger, spillet sine kort rigtigt og taget et skridt frem mod målet om NBA – et mål, der nu er nået.

    Iffe Lundberg har over for TV 2 udtalt, at han forventer at rejse til Phoenix inden for de næste to uger.

    Læs mere om Iffe Lundbergs skifte her

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/klumme-iffe-lundbergs-klubskifte-er-historisk?releaseId=13645688

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **