PRM / Undtagelser på køre- og hviletidsområdet for kørsel til og fra Ukraine

    Pressemeddelelse fra Transportministeriet

    Krigen i Ukraine betyder, at mange chauffører kører i pendulfart for at hjælpe ukrainske flygtninge og levere nødhjælp m.v.

    Det betyder også, at det kan være uhensigtsmæssigt for chaufførerne at skulle holde hvil på meget faste tidspunkter. På den baggrund indfører Danmark nu en række undtagelser fra køre- og hviletidsreglerne. Det er de samme undtagelser, som er indført i Polen. Dermed bliver der større fleksibilitet for de mange chauffører og vognmænd, der yder en særlig indsats.

    – Chauffører fra hele landet lægger i disse dage en prisværdig indsats for dagen for at bistå ukrainerne med levering af nødhjælp og andre basale fornødenheder og transport ud af landet af de mange, der flygter under de russiske angreb. Det er afgørende, at de ikke strander undervejs eller bliver mødt med store bøder for den livsvigtige hjælp. Derfor beder jeg nu Færdselsstyrelsen indføre en række danske undtagelser fra køre- og hviletidsreglerne, siger transportminister Trine Bramsen.

    – Vi er alle dybt berørte af billederne af mennesker, der flygter fra invasionen af Ukraine. Vi oplever en stor interesse blandt danske transportvirksomheder for at levere udstyr og hjælpe flygtninge. Der er tale om helt ekstraordinære omstændigheder og under vanskelige forhold. Derfor er det meget glædeligt, at der nu bliver taget initiativ til at gøre det nemmere for transportbranchen at bidrage. Derfor er vi glade for, at myndighederne har fundet en model, hvor man kan dispensere uden at sætte trafiksikkerheden over styr, siger Karsten Lauritzen, branchedirektør i DI Transport.

    – Vi oplever en katastrofe i Ukraine, som kalder på hurtige og fleksible løsninger. Vi skal hjælpe her og nu og sikre nødhjælp til de mange tusinde nødstedte mennesker, der helt uden skyld er havnet i en forfærdelig situation. Vores chauffører har prøvet det før under coronakrisen, og de er klar til at hjælpe igen, siger Jan Villadsen, formand for 3F Transportgruppen.

    Fakta

    Der vil være konkret være tale om følgende undtagelser:

    • den maksimale daglige køretid øges fra ni til 11 timer
    • den maksimale ugentlige køretid øges fra 56 til 60 timer
    • den maksimale køretid per to fortløbende uger øges fra 90 til 96 timer
    • den maksimale køretid inden en pause øges fra 4,5 til 5,5 time
    • der gives tilladelse til, at hvil foregår i køretøjet

    Undtagelserne vil blive meldt konkret ud af Færdselsstyrelsen og vil gælde til og med den 3. april 2022.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/undtagelser-pa-kore–og-hviletidsomradet-for-korsel-til-og-fra-ukraine?releaseId=13645112

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **