PRM / Freja Ejendomme sætter fire jyske ejendomme til salg

    Pressemeddelelse fra Freja Ejendomme

    På Kroghstræde 5 i campusområdet ved Aalborg Universitet finder man den første ejendom. Den velholdte investeringsejendom fra 1985 er på godt 2.000 m² og er udlejet til Aalborg Universitet. Lejekontrakten er uopsigelig fra lejers side i fem år. Ejendommen er tegnet af arkitekttegnestuen Dall & Lindhardtsen som en del af den oprindelige universitetsbebyggelse og ejendommen har altid været anvendt af Aalborg Universitet. Ejendommen er indrettet med undervisningslokaler og kontorer i forskellige størrelser og udformninger. Ejendommen kommer fra Bygningsstyrelsen.

    Godt 30 km. mod vest finder man på Sygehusvej 3 i Brovst en anden af dagens nye ejendomme. Ejendommen har tidligere været anvendt til asylcenter, og der er mange muligheder for ny indretning og anvendelse af ejendommen. Ejendommen kan med nuværende indretning bl.a. bruges til dele-boliger og institution og botilbud er også en mulighed. Ejendommens facade er flot og velholdt med nyere altaner og solcelleanlæg på taget. Der er en større, grøn have samt gode parkeringsmuligheder. Ejendommen kommer fra Udlændingestyrelsen.

    Det er Nordicals Aalborg som forestår salget af ejendommen i både Aalborg og Brovst på vegne af Freja Ejendomme.

    Ved Nørreport 20B i Aarhus finder man en ejendom, hvis kvalitet er ud over det sædvanlige. Det er nemlig det tidligere auditorie og udstillingsrum for Arkitektskolen i Aarhus. Den yderst centralt beliggende ejendom er opført i 1998 og indeholder ud over auditorie- og udstillingsrum også foyer, attraktive mødefaciliteter, elevatorer og parkering i kælderen. Ejendommen kommer fra Bygningsstyrelsen.

    Den markante ejendom i Aarhus sælges i en struktureret salgsproces, hvilket varetages af Colliers Aarhus.

    Ca. 130 km. syd for Aarhus finder man på Skallebækvej 5B i Haderslev dagens fjerde og sidste ejendom. Ejendommen er fra 1987 og nyder en fantastisk placering ved Haderslev Dam og med udsigt ud over det smukke naturområde. Ejendommen har et samlet etageareal på i alt 3.839 m2. Med sin flotte placering ved dammen er ejendommen velegnet til eksempelvis boliger eller behandlingsfaciliteter. Kontorer er også en oplagt mulighed. Ejendommen kommer fra Region Syd og udbydes af Freja Ejendomme i en struktureret budproces fra 24. januar 2022.

    Per Kondrup, salgschef i Freja Ejendomme siger: “Vi har set frem til at sætte de her fire nye ejendomme på markedet. Det er meget forskellige ejendomme, som alle har nogle markante styrker – ikke mindst beliggenhed og kvalitet. Dagens perle er selvfølgelig det tidligere auditorie for arkitektskolen i Aarhus. Beliggenheden er fantastisk og bygningen kunne eksempelvis blive et firmadomicil ud over det sædvanlige”.

    Fotokreditering: Esoft

    Se her salgsopstillinger på de fire nye ejendomme til salg fra 24. januar:

    Kroghstræde 5, Aalborg

    https://freja.biz/ejendom/kroghstraede-5

    Sygehusvej 3, Brovst

    https://freja.biz/ejendom/sygehusvej-3

    Nørreport 20B, Aarhus

    https://freja.biz/ejendom/noerreport-20b

    Skallebækvej 5B, Haderslev

    https://freja.biz/ejendom/skallebaekvej-5b

    Kontakt:

    Freja Ejendomme: Thomas Endelt Andersen (50705334, tea@freja.biz)

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/freja-ejendomme-saetter-fire-jyske-ejendomme-til-salg?releaseId=13640993

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **