Pressemeddelelse fra Vejdirektoratet
Hvem skal man ringe til, hvis bilen pludselig får motorstop midt på motorvejen og ikke vil køre længere, mens de andre biler suser i høj hast forbi en? Svaret er 112.
Når en bil går i stå og holder stille i en af motorvejens vognbaner, er det en alvorlig situation, for det øger risikoen for følgeuheld. Nu skal en ny kampagne, “Ring 112”, fra Vejdirektoratet og politiet sætte fokus på problemet og få flere trafikanter til at ringe 112, når de har et mindre uheld i en vognbane på motorvejen. Den nationale kampagne, der løber i tre måneder, bliver lanceret i dag.
At trafikanter skal ringe 112, hvis de havarerer på motorvejen, er en helt ny anbefaling, der kun gælder for uheld på motorvejen, hvor bilen holder stille i en af motorvejens vognbaner. Formålet med kampagnen er at øge både trafiksikkerheden og fremkommeligheden på motorvejene.
Transportminister Benny Engelbrecht siger:
“Et uheld på motorvejen er altid alvorligt, hvis man holder stille i en vognbane, og dét kræver hurtig hjælp. Det er vigtigt, at bilen kommer af vejen så hurtigt som muligt, så der ikke opstår følgeuheld. Det er sådan, vi skal til at tænke fremover, og derfor skal man ikke tøve med at ringe 112 for hjælp. Det er et spørgsmål om at få trafikken til at flyde sikkert og hurtigt, men det er altså også et spørgsmål om at redde menneskeliv, for det er farligt at opholde sig midt på en motorvej.”
Den nye anbefaling kommer, da det kan være livsfarligt at befinde sig i en af motorvejens vognbaner, hvis man af den ene eller anden årsag holder stille og ikke kan køre videre. Også ved mindre uheld som motorstop og punktering er anbefalingen, at trafikanterne ringer 112, hvis bilen ikke er nået ud i nødsporet, men holder stille i en af motorvejens vognbaner. Et mindre uheld kan være alt fra en punktering til et motorstop eller et lille sammenstød.
Vicepolitiinspektør John Jensen, Rigspolitiets Nationale Beredskabsafdeling, siger:
“På motorvejene er der ofte meget trafik, og den høje hastighed, der køres med, gør, at det hurtigt kan gå gruelig galt, hvis en bil holder stille i en af motorvejens vognbaner, og der ikke er tale om kø. Vi skal have trafikanterne til at ringe 112, hvis de enten selv har en bil, som ikke vil køre længere, eller hvis de ser en medtrafikant, der holder stille i motorvejstrafikken og ikke er kommet ud i nødsporet, så vi hurtigt kan få den rette hjælp frem.”
Den landsdækkende kampagne vil blandt andet være synlig på plakater, roll ups og bordmenuer på landets rastepladser, på billboards på landets 10 største rastepladser, på online medier, i kommerciel radio og på de sociale medier.
Baggrund for kampagnen
Vejdirektoratets undersøgelser viser, at for få trafikanter ringer til alarmcentralen 112, hvis de oplever mindre uheld, hvor der ikke er brug for lægehjælp, eller hvis de af andre årsager stopper og holder stille i en vognbane på motorvejen. Det er et problem. Det er en akut situation at holde stille i en vognbane på en motorvej, hvis man ikke holder i kø, også selvom der ikke er sket personskade. Det er det, fordi faren for følgeulykker er stor. Derfor er der behov for den nye anbefaling om at ringe 112.
Ringer man ikke ringer 112, kommer hjælpen ikke så hurtigt frem. Kan bilen ikke køre videre og holder stille i en af motorvejens vognbaner, bør der altid ske en alarmering til 112, så der kan sendes de relevante ressourcer til stedet.
Fakta om uheld på motorvejen
Vejdirektoratets Trafikcenter registrerer omkring 2300 uheld på motorvejen hvert år.
Vejdirektoratets vurdering er, at yderligere cirka 800 køretøjer om året havarerer på motorvejen, som burde ringe 112.
Uheld på motorvejen kan ske for os alle, og alle skal vide, at man skal ringe 112.
Ved alarmering via 112 kan afmærkning og en ladvogn hurtigt sendes til stedet. En ladvogn kan typisk være fremme inden for en halv time fra alarmering.
Ladvognen vil bringe den havarerede bil, dens fører og medpassagerer til nærmeste sikre sted væk fra motorvejen. Her kan bilisten modtage yderligere hjælp fra sit eget vejhjælpsfirma.
75 procent af alle uheld på motorvejen har en varighed på over en halv time. Cirka 47 procent af uheldene varer mellem en halv til en hel time, og cirka 10 procent af de registrerede hændelser varer over to timer. De længerevarende hændelser over to timer involverer stort set altid en lastbil.
Sådan gør man, hvis man strander i en vognbane på motorvejen
1. Tænd havariblink.
2. Tag din gule vest på (hav den altid liggende inde i bilen – ikke i bagagerummet).
3. Bring dig selv i sikkerhed med den største forsigtighed på den anden side af autoværnet. Nogle gange kan det være mere sikkert at blive i bilen, hvis du for eksempel holder stille i den midterste vognbane.
4. Ring 112.
5. Afvent hjælp.
“Ring 112”-kampagnen kan ses i perioden fra mandag den 17. januar til og med søndag den 17. april.
Kontakt:
Områdechef Charlotte Vithen email: cv@vd.dk
Rigspolitiets pressekontakt
Vejdirektoratets pressetelefon: tlf.: 61 93 05 99
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ring-112-hvis-bilen-gar-i-sta-pa-motorvejen?releaseId=13640585
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **