PRM / Toplederne tror på vækst i verdensøkonomien i 2022

    Pressemeddelelse fra PwC

    PwC's 25. CEO Survey 2022 viser, at toplederne er optimistiske i forhold til fortsat vækst i verdensøkonomien på trods af en generel usikkerhed på markederne. 7 ud af 10 danske CEO'er forventer således øget vækst i den globale økonomi i løbet af de kommende 12 måneder. Det er lidt færre end i sidste års undersøgelse, hvor andelen af danske topledere, der troede på vækst var rekordhøj (80 %). Til sammenligning tror 77 % af de globale topledere på vækst i verdensøkonomien i de kommende 12 måneder, hvilket er på niveau med sidste år.

    "Selvom den nye omikron-variant for mange virksomheder lagde en dæmper på væksten i slutning af 2021, og pandemien fortsat skaber usikkerhed om fremtiden, er der en stor andel af CEO'erne, der tror på vækst i 2022. Og det endda efter et 2021, hvor mange virksomheder har oplevet en meget høj vækst. Vacciner og et stærk forbrug giver anledning til optimisme, mens problemer med forsyningskæder, manglende arbejdskraft og en stigende inflation trækker ned," fortæller Mogens Nørgaard Mogensen, Senior Partner og adm. direktør i PwC.

    Toplederne tror på vækst i eget land
    PwC's CEO Survey viser desuden, at en stor andel af de danske topledere tror på vækst i den nationale økonomi. Således forventer 76 % af de danske topledere vækst i nationaløkonomien de kommende 12 måneder, hvilket dog er noget lavere sammenlignet med de øvrige skandinaviske lande. I Sverige forventer 86 % af CEO'erne vækst i den hjemlige økonomi, mens det i Norge gælder hele 91 % af toplederne.

    "Vi har allerede set positive takter for væksten i dansk økonomi i 2021, og selvom COVID-19-pandemien tog til i styrke i løbet af vinteren, står dansk økonomi stærkt ifølge den seneste prognose i Økonomisk Redegørelse. Ifølge prognosen skulle højkonjunkturen fortsætte med en vækst i BNP på henholdsvis 2,8 % i 2022, efter en vækst på 3,9 % i 2021," fortæller Mogens Nørgaard Mogensen.

    Forventning til vækst i egen virksomhed
    Troen på vækst i den globale og den nationale økonomi smitter ifølge CEO Survey positivt af på topledernes forventninger til vækst i egen virksomhed. Således 89 % af de danske topledere, at de forventer vækst i egen virksomhed i de kommende 12 måneder mod 85 % af de globale. Set over de kommende tre år forventer lidt flere (92 %) af de danske topledere vækst, mens det er 90 % af de globale topledere.

    "Det er meget positivt, at så stor en andel af toplederne forventer vækst i deres virksomhed. Mangel på den rigtige arbejdskraft og problemer med at skaffe varer og materialer er dog en stor udfordring for dansk erhvervsliv lige nu, og det kan risikere at sætte en bremse for vækstplanerne, hvis ikke den udfordring bliver løst," vurdererMogens Nørgaard Mogensen, der ser frem til at høre nærmere om regeringens konkrete løsninger for at øge arbejdsudbuddet som adresseret af statsminister Mette Frederiksen (S) i sin nytårstale.

    Store brancheforskelle: Oplevelse- og rejsebranchen hårdt ramt
    PwC's CEO Survey afslører store brancheforskelle, når det gælder vækstforventninger. Blandt de mest optimistiske er toplederne inden for private equity, teknologi og real estate (67 %, 64% og 63 % svarer, at de i høj grad eller meget høj grad tror på vækst), mens CEO'erne inden for bilindustrien (46%) samt oplevelses- og rejsebranchen (44 %) er blandt de mindst optimistiske.

    "Undersøgelsen understreger endnu engang, at pandemien - direkte eller indirekte - har ramt nogle brancher langt hårdere end andre. Omikron-varianten har gjort, at antallet af smittede er i stor vækst, og vi ser allerede nu, at oplevelseserhvervene igen er hårdt ramt af faldende omsætning som følge af både en ny omgang restriktioner og en generel ændret forbrugeradfærd. Andre virksomheder, som fx bilindustrien, er særligt ramt af mangel på råvarer og komponenter, som microchips. Derigennem er i forvejen hårdt prøvede brancher og virksomheder fortsat ramt, og usikkerhederne om fremtiden øget," fortæller Mogens Nørgaard Mogensen.

    USA udbygger sin position som de globale CEO'er vigtigste vækstmarked
    Ifølge CEO Survey udbygger USA sin position væsentligt som det største vækstmarked for de globale topledere. Både Kina og Tyskland, der indtager henholdsvis en 2. og 3. plads er på næsten samme niveau som sidste år. Storbritannien fastholder sin 4. plads fra sidste år, hvor landet gjorde comeback efter at have været helt nede på en 9. plads.

    "Valget af Joe Biden som præsident har betydet, at USA er blevet mere attraktiv. Fx har Joe Biden planer om, at USA's udledning af klimagasser skal halveres frem mod 2030, hvilket udgør et stort potentiale for bl.a. dansk eksport til USA," slutter Mogens Nørgaard Mogensen.

    Om CEO Survey 2022
    I PwC's25. CEO Survey blev der gennemført 4.446interview i 89 lande. I alt 80 danske CEO'er har deltaget. CEO Survey er verdens førende toplederundersøgelse.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/toplederne-tror-pa-vaekst-i-verdensokonomien-i-2022?releaseId=13640592

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **