Pressemeddelelse fra home a/s
Et nyt køberbarometer fra analysevirksomheden YouGov og ejendomsmæglerkæden Home tyder på, at interessen for boligkøb det næste halve år er på vej ned i et mere normalt leje efter et par år, hvor der er sat adskillige rekorder i solgte boliger.
- 12,7 % af danskerne svarer, at de har planer om at købe bolig i den aktuelle repræsentative måling, der er gennemført fra 3. – 7. januar blandt 2036 danskere over 18 år.
- Der er tale om et tydeligt fald end for tre måneder siden, hvor boligkøbsinteressen lå tårnhøjt på hele 17,7 %. Tilbagegangen er på 5 %-point, hvilket er en signifikant ændring i boligkøbsplanerne, oplyser YouGov.
- Der er nedgang i interessen for alle boligtyper – og generelt i alle landsdele, og i nogle landsdele mere end andre.
- Fyn går imod landstendensen med en stigning i interesse. På Østsjælland og Nordsjælland er interessen omtrent stabil det seneste kvartal.
Boligkøbsinteressen befinder sig i den lave ende af, hvad der er set i tidligere barometer-målinger. Eksempelvis sagde 15,0 % af danskerne i januar 2021, at de havde boligkøbsplaner, og januar 2020 var det 15,3 %.
– Det er forventet, at vi i 2022 vil se et mere normalt boligmarked, der ligner årene op til corona – og barometeret indikerer altså, at ‘hverdagen’ begynder at indtræffe de kommende måneder, og at vi går en lidt mindre travl tid i møde, siger Michael Dalsager, der er senior kommunikationskonsulent og boligmarkedsanalytiker i Home:
– Det er bestemt sandsynligt, som vi ser det, men omvendt har coronatiden overrasket os før.
Men der er mange aktive købere i markedet
På den anden side møder mæglerne fortsat mange købere, og det er med til at holde farten oppe lige nu, fremhæver Home.
– Vi ser i målingen, at hele 64 % af køberne allerede er på boligjagt, flere aktive købere har vi kun set i to kvartaler de seneste fire år, senest i januar 2021, og den høje aktivitet opvejer lidt, at færre samlet set har planer om boligkøb, siger Michael Dalsager.
To forklaringer på færre købere i 2022
Ifølge Home er der to oplagte forklaringer på, at boliginteressen ser ud til at dykke nu.
For det første har mange – rekordmange – købt bolig de seneste to år med over 210.000 bolighandler i 2020 og 2021.
For det andet tyder alt på, at omikron er mindre alvorlig end delta-varianten, og danskerne ser mere positivt på corona-situationen end tidligere under pandemien, ja nogen vil sige, vi kan se lyset for enden af tunnelen.
– Trods rekordhøje smittetal er situationen anderledes nu end under tidligere nedlukninger, hvor usikkerheden og alvoren var større. Her puttede vi os hjemme, og hjemmet fyldte pludselig rigtig meget og fik en anden betydning, siger Homes talsperson og fortsætter:
– Betydningen er ikke forduftet, men rigtig mange har bare allerede realiseret tankerne til nyt hjem, og for nogle danskere virker et boligskifte måske mindre presserende, hvis vi går mod mere normale tider.
148 måneders lavvande i udbud er største udfordring
Den største udfordring for boligmarkedet pt. er i virkeligheden nok ikke færre købere, men få boliger til dem.
Udbuddet af boliger er faldet og faldet gennem coronatiden og er det laveste i mindst 148 måneder, viser tal fra Boligsiden.
– Få boliger til salg – og nogle steder tæt på ‘udsolgt’ – er frustrerende for køberne, og det betyder, at konkurrencen om boligerne er stor, og at de må vente på, at den rette bolig bliver deres hjem, siger Michael Dalsager.
FAKTA: Boligkøbere på landsplan
jan-22 | okt-21 | jul-21 | apr-21 | jan-21 | |
Har du planer om at købe bolig inden for det næste halve år? | |||||
Base | 2036 | 2025 | 2006 | 2117 | 2004 |
Ja (NET) | 12,7% | 17,7% | 13,9% | 14,9% | 15,0% |
Ja, hus/rækkehus | 6,1% | 7,6% | 6,3% | 6,3% | 6,9% |
Ja, lejlighed | 4,2% | 6,6% | 4,5% | 5,7% | 5,4% |
Ja, sommerhus/fritidsbolig | 2,7% | 3,7% | 3,0% | 3,1% | 3,1% |
Ja, anden type bolig | 1,2% | 1,8% | 1,2% | 1,5% | 1,1% |
Nej (NET) | 87,3% | 82,3% | 86,2% | 85,1% | 85,0% |
Total | 101,5% | 101,9% | 101,1% | 101,7% | 101,4% |
FAKTA: Boligkøbere i landsdele
jan-22 | okt-21 | |
Byen København | 16% | 23% |
Københavns omegn | 17% | 21% |
Nordsjælland | 9% | 10% |
Østsjælland | 22% | 21% |
Vest- og Sydsjælland | 7% | 12% |
Fyn | 16% | 11% |
Sydjylland | 10% | 17% |
Østjylland | 13% | 23% |
Vestjylland | 7% | 13% |
Nordjylland | 9% | 18% |
Note: Antallet af besvarelser på landsdele svinger mellem 106 (Østsjælland) – 338 (Midtjylland) respondenter (januar 2022) | ||
Kilde: YouGov for ejendomsmæglerkæden Home |
Kontakt:
Talsperson – senior kommunikationskonsulent – presseservice & analyse Michael Dalsager tlf.: 2043 3614 email: mida@home.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/smitter-corona-optimismen-af-pa-boligkoberne-omikron-kan-vaere-enden-pa-historisk-boligboom?releaseId=13640579
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **