Pressemeddelelse fra Den Jyske Opera
Den Jyske Opera har i mange år samlet sangglade mennesker på tværs af alder, livssituation, sproglige, kulturelle, geografiske og sociale forskelle til Publikumskor.
Nu etablerer Den Jyske Opera et fast Publikumskor i Aarhus, hvor man gratis kan mødes for at synge i samvær med andre. Hvis man ikke har lyst til at synge i fællesskab med nye ansigter, men derimod har lysten til at synge med familien, kan man mere spontant tage til Den Jyske Operas nyopstartede Familiekor. Fælles for deltagelse i begge typer kor er lysten til at tage del i den fælles sangglæde – enten med sin familie eller i mødet med nye mennesker – og at man kan gøre det ganske gratis.
Spar Nord Fonden støtter Publikumskor og Familiekor i Aarhus
Takket være Spar Nord Fonden har Den Jyske Opera mulighed for at skabe værdi for fællesskaber igennem sang.
“I Spar Nord Fonden har vi for vane at blande os i fællesskaber der mærkes, og når Den Jyske Opera udvikler et projekt, hvor mennesker i alle aldre og livssituationer i fællesskab synger, optræder og beriger hinanden, er det et projekt, vi gerne støtter. Vi mener, at alle skal have mulighed for at møde kunst og kultur, og vi prioriterer især projekter, der inspirerer og lægger vægt på formidling til børn og unge,” fortæller fondsdirektør i Spar Nord Fonden, Bo Uggerhøj.
Et fast og festligt Publikumskor
Den Jyske Opera etablerer et fast Publikumskor med base i produktionslokalerne i Frichsparken på Søren Frichs Vej i Aarhus. Alle, der har lyst til at synge sammen med andre og har mod på at få udfordret lungekapacitet, stemmebånd og indlevelse i sangen og måske blive lidt bedre til at synge undervejs, kan gratis melde sig til. I Publikumskoret synges der især opera, både énstemmigt og flerstemmigt. Det er ikke et krav at kunne læse noder, men det kan være en fordel.
“Publikumskoret kan blive dit kommende fællesskab, hvor du kan mærke opera på egen krop og stemmebånd. Vi synger sammen i et helt særligt fællesskab, der ikke blot bæres af sangen, men også af at vi bevæger os sammen og lader os bevæge,” siger Lene Juul Langballe, udviklingschef på Den Jyske Opera.
Publikumskor kræver tilmelding. Der er ingen forpligtelse til at deltage hver gang, så man kan selv vælge, om man blot vil deltage en enkelt gang eller to, eller om man fast vil gå til Publikumskor.
Det første Publikumskor tager sig ekstra festligt ud, da Den Jyske Opera i 2022 har 75-års jubilæum. Dét skal fejres med såvel erfarne og operaelskende publikummer som nye, nysgerrige publikummer, som gerne vil synge sammen med andre. Det festlige Publikumskor mødes den 5. marts for at fejre jubilæet med et charmerende operette-repertoire. På programmet er der både sange på dansk fra Den Jyske Operas jubilæumsforestilling, operetten
, og hits fra andre operetter.Publikumskor: Den Jyske Opera i 75 år
Lørdag d. 5. marts kl. 14.00 – 16.00
Sted: Søren Frichs Vej 38F, 8230 Åbyhøj
Tilmelding via dette link:
Andre Publikumskor
I Kolding kan man desuden opleve Publikumskoret: Den Jyske Opera i 75 år mandag d. 21. marts kl. 19.00 – 21.00 på Kolding Teater.
Tilmelding kommer senere på denne side:
Syng med familien til Familiekor
Børnefamilier og bedsteforældre kan måske nikke genkendende til at sidde over morgenmaden med familien i weekenden og mangle en sjov og gratis aktivitet at give sig til. Den Jyske Opera inviterer til Familiekor, hvor kun stemme, krop og godt humør skal bruges til at synge dejlig musik og bevæge sig sammen med familien.
Familiekor er i samarbejde med Musikhuset Aarhus og for alle fra 5 – 99 år. Der er intet krav om at kunne læse hverken noder eller bogstaver. Familiekor kræver ikke tilmelding.
Familiekor i Musikhuset Aarhus
Lørdag d. 26. februar kl. 11.00 – 12.00
Lørdag d. 30. april kl. 11.00 – 12.00
Sted: Caféscenen, Musikhuset Aarhus
Kontakt:
For yderligere oplysninger eller interview kontakt venligst Anne Visby Larsen, mobil 29 80 42 73, mail avl@jyske-opera.dk.
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/tag-del-i-den-faelles-sangglaede-med-den-jyske-opera?releaseId=13640133
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **