PRM / Vinder i Eurojackpot fejrer gevinst med nye tandbørster

    Pressemeddelelse fra Danske Spil A/S

    Nytårsaften, mens danskerne hyggede sig med nytårstorsk, fyrværkeri og champagne, kunne Danske Spil trække vindertal i Eurojackpot, hvilket udløste årets sidste, danske millionær.

    En heldig lotterispiller fra Nordsjælland løb nemlig afsted med en delt andenpræmie, og kan dermed kalde sig vinder af 2.268.973 kroner.

    Det var dog en dag som enhver anden, da en mand fra Rudersdal Kommune et par dage efter nytårsaften skulle tjekke sin kupon hos den lokale Danske Spil forhandler, præcis ligesom han har gjort det i mange år.

    -Jeg plejer jo at købe et par rækker til de forskellige trækninger, når jeg alligevel er nede på tanken, og så får jeg tjekket mine gamle kuponer i samme moment, og så en gang imellem er der nogle små gevinster, men aldrig den helt store, fortæller vinderen.

    Denne gang var det dog ikke en lille gevinst, der ventede på vinderen. Der lå nemlig knap 2,3 millioner skattefri kroner. På tanken gav pigen bag disken beskeden om, at han havde vundet en gevinst på over 5000 kroner og derfor skulle gå i banken.

    – Jeg troede, at hun tog pis på mig, da hun sagde, at jeg skulle i banken, fordi jeg havde vundet over 5000, så jeg vendte bare ryggen til og sagde farvel, fordi jeg slet ikke opfattede, at hun mente det rigtigt, griner nordsjællænderen og fortsætter:

    -Men jeg var jo på arbejde, og så kunne jeg selvfølgelig ikke vente helt til om eftermiddagen, så jeg tjekkede tallene med det samme, da jeg kom ud i bilen.

    Familien skal forkæles

    Selvom vinderen ønsker at være anonym, gik der alligevel ikke mange minutter, før den store nyhed blev delt med familien.

    -Jeg ringede til min bror som det første, fordi jeg simpelthen ikke kunne vente med at sige det, men jeg holdt alligevel igen i forhold til min kone. Så hun fik det først at vide om aftenen, efter arbejde, så jeg kunne sige det ansigt til ansigt. Og hun blev jo vanvittig glad.

    Ægteparret har allerede talt lidt om, hvad pengene skal bruges på.

    -Vi skal rejse og være lidt gode ved os selv. Og lave nogle af de ting, som man ellers kun går og drømmer om. Men jeg har allerede flottet mig lidt og købt os to elektriske tandbørster, griner den glade vinder

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/vinder-i-eurojackpot-fejrer-gevinst-med-nye-tandborster?releaseId=13640569

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **