PRM / Verdens førende energibyer kommer til Esbjerg i 2022

    Pressemeddelelse fra Esbjerg Kommune

    Når sammenslutningen af verdens energibyer, World Energy Cities Partnership (WECP), til næste år holder den årlige generalforsamling, vil det foregå på den danske vestkyst.

    I disse dage skulle medlemsbyerne have været i Dammam, men på grund af coronasituationen er mødet afviklet som et virtuelt møde. Under mødet kunne borgmester Jesper Frost Rasmussen præsentere Esbjergs bud på et værtskab i oktober 2022.

    “Efter et par år hvor al kommunikation er foregået via skærmen, fornemmer jeg, at der bliver stor opbakning til at mødes fysisk i Esbjerg. Repræsentanterne fra de andre byer gav i hvert fald udtryk for, at de ser frem til at opleve den danske EnergiMetropol, hvor der lige nu sker så meget i forhold til den grønne omstilling, at det har været svært at skulle vælge, hvilke initiativer der skal med i programmet, der kun strækker sig over et par dage”, siger Jesper Frost Rasmussen, som også fungerer som vicepræsident i den internationale sammenslutning.

    Esbjerg har siden 2013 været en del af World Energy Cities Partnership, og i løbet af årene har flere delegationer fra medlemsbyerne lagt vejen forbi Esbjerg. Årsmødet i 2022 bliver dog første gang, at Esbjerg fungerer som vært for et arrangement, som tæller alle medlemsbyer herunder Perth, Kobe, Cape Town, Dammam, Daqing, Calgary, Halifax, Houston, Barranquilla, Stavanger og Aberdeen.

    “Det er et kæmpe skulderklap til Esbjergs grønne arbejde, at byen næste år er vært for mødet mellem verdens førende energibyer. Esbjerg har udviklet sig til en grøn energimetropol i Nordeuropa, ligesom esbjergenserne går forrest for en retfærdig grøn omstilling, når tusinder af oliejobs i de kommende år skal udskiftes med arbejdspladser inden for blandt andet vindindustrien og grønne brændstoffer. Jeg er sikker på, at mødet mellem verdens førende energibyer kan inspirere til endnu flere grønne løsninger på Vestkysten og ude i verden”, siger klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen.

    Det overordnede tema for årsmødet i 2022 bliver: Energiomstilling baseret på offentlige og private partnerskaber. Med det udgangspunkt bliver der rig mulighed for at vise nogle af de unikke løsninger frem, der i disse år er på vej i Esbjerg. Partnerskaber er centrale for at nå det ambitiøse mål om at blive en CO2-neutral kommune i 2030, og fokusset på partnerskaber som nøglen til at opnå klimamål stemmer overens med WECP’s mission, hvor medlemsbyerne arbejder på at facilitere internationalt økonomiske partnerskaber, der fremmer den globale energi omstilling.

    Temaet skulle gerne inspirere medlemsbyerne til at sende delegationer til Esbjerg ledet af byernes borgmestre og med deltagelse af fx virksomheder, der kunne være interesserede i at skabe kontakt til virksomheder i Esbjerg.

    Med værtskabet i hus går et større planlægningsarbejde i gang. Her forventer Esbjerg Kommune at samarbejde med flere lokale aktører og uddannelsesinstitutioner om at sammensætte et varieret og spændende program for de udenlandske gæster.

    Fakta om WECP

    World Energy Cities Partnership opstod i 1995, og i dag tæller sammenslutningen følgende byer:

    Calgary, Canada

    St. John’s, Canada

    Halifax, Canada

    Houston, USA

    Villahermosa, Mexico

    Barranquilla, Colombia

    Stavanger, Norge

    Aberdeen, Storbritannien

    Esbjerg, Danmark

    Luanda, Angola

    Cape Town, Sydafrika

    Atyrau, Kasakhstan

    Dammam, Saudi-Arabien

    Perth, Australien

    Daqing, Kina

    Dongying, Kina

    Karamay, Kina

    Ulsan, Sydkorea

    Kobe, Japan

    Kontakt:

    Borgmester Jesper Frost Rasmussen, mail jesra@esbjerg.dk eller telefon 27 24 18 00.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/verdens-forende-energibyer-kommer-til-esbjerg-i-2022?releaseId=13637124

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **