PRM / Danske Spil glæder sig over nyt lovkrav til hele spilbranchen

    Pressemeddelelse fra Danske Spil A/S

    Det er over et år siden, at Danske Spil på eget initiativ indførte et spilkort, så kunderne ikke længere kunne spille anonymt.

    Derfor er vi i Danske Spil også glade for, at regeringen med opbakning fra et stort flertal i Folketinget nu har gjort spilkortet til et krav, så det gælder alle udbydere af landbaserede væddemål i Danmark.

    – Danske Spil gik i oktober sidste år forrest i markedet med indførelse af et spilkort, som det blev obligatorisk at bruge, hvis man ville oddse på sit favorithold eller forsøge at ramme de rigtige Tips-tegn hos den lokale forhandler af Danske Spils væddemål, siger Nikolas Lyhne-Knudsen, der er administrerende direktøri Danske Spil.

    – Det gjorde vi for at sikre, at mindreårige ikke kan spille sportspil og for at gøre det sværere for kriminelle at misbruge vores produkter til at vaske sorte penge hvide eller forsøge at manipulere med sportsresultater, fortsætter Nikolas Lyhne-Knudsen.

    Mere ansvarligt
    Danske Spils spilkort er et fysisk plastikkort eller en app, der skal fremvises og scannes, når kunden indgår væddemål hos en af Danske Spils forhandlere. Spilkortet indeholder oplysninger om den kunde, der spiller.

    Med det nye lovkrav vil det være op til den enkelte spiludbyder at beslutte, hvilken teknisk løsning, der skal anvendes.

    Uanset løsningen er det ifølge Danske Spil et stort fremskridt for spilbranchen.

    – Når man ikke længere kan spille anonymt på den lokale tankstation eller i den lokale kiosk, så styrkes ansvarligheden væsentligt på spilmarkedet, hvor det er glædeligt, at der nu stilles de samme krav til alle, der udbyder landbaserede væddemål, siger Nikolas Lyhne-Knudsen.

    Kravet om spilkort ved køb af landbaserede væddemål forventes at træde i kraft den 1. juli 2022.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/danske-spil-glaeder-sig-over-nyt-lovkrav-til-hele-spilbranchen?releaseId=13635321

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **