PRM / Finalister til Årets Arbejdsplads 2021 offentliggjort

    Pressemeddelelse fra 3F

    Bæredygtighed, socialt ansvar og flot håndtering af coronakrisen. Det er nogle af de egenskaber, der beskriver de tre finalister til Årets Arbejdsplads 2021.

    3F offentliggør i dag de tre finalister, som er udvalgt blandt et rekordstort felt af cirka 700 indstillinger fra hele landet.

    De tre arbejdspladser, der kæmper om prisen som Årets Arbejdsplads 2021 er:

    • Entreprenørafdelingen i Middelfart, en offentlig afdeling, der er ansvarlig for drift og vedligehold i kommunen.
    • Novo Nordisk i Bagsværd, en industrivirksomhed, der laver farmaceutiske produkter.
    • S. Guldfeldt Nielsen A/S, en entreprenørvirksomhed i Odense, der laver tømrer- og snedkerarbejde.

    Prisen som Årets Arbejdsplads er speciel, fordi virksomhederne er indstillet af medarbejderne. Virksomhederne kan ikke indstille sig selv.

    Her er nogle af udvælgelseskomiteens kommentarer til finalisterne:

    Entreprenørafdelingen i Middelfart:

    Udvælgelseskomiteen er imponeret af entreprenørafdelingens sociale ansvar og rummelighed. Arbejdspladsen har medarbejdere i flexjob, seniorer og lærlinge og byder også praktikanter med anden etnisk baggrund velkommen i samarbejde med kommunen. Virksomheden tager et særligt socialt ansvar via “Perronen”, som er et beskæftigelsestilbud for voksne med funktionsnedsættelser og sociale udfordringer.

    Medarbejderne screenes for ordblindhed og tager kurser i alt fra IT til sikkerhed. De er begejstrede for den store indflydelse, de føler på planlægningen af deres hverdag.

    Og så går afdelingen op i miljøvenlig drift.

    Novo Nordisk, Bagsværd:

    Udvælgelseskomiteen er begejstret over, at Novo Nordisk har ansat omskolede medarbejdere fra Københavns Lufthavn, som mistede deres job under coronakrisen. Medarbejderne var glade for de beskyttende tiltag, virksomheden tog under corona, hvor produktionen fortsatte stort set uændret.

    Derudover skiller Novo Nordisk sig ud ved sin progressive holdning til f.eks. barsel, der også gælder LGBTQ+, og ens lønsatser, der bidrager til ligestilling.

    Virksomheden har en grøn profil med klare og tydelige mål og lægger vægt på uddannelse af medarbejderne.

    Endelig kan virksomheden tilbyde medarbejderne helt særlige goder, såsom pladstilbud i børnehave og idrætsfaciliteter i hovedkvarteret i Bagsværd.

    S. Guldfeldt Nielsen A/S, Odense:

    Uddannelse og bæredygtighed er i fokus hos denne virksomhed, og det har imponeret udvælgelseskomiteen.

    Med 18 pct. lærlinge, praktikanter og elever sikrer virksomheden fremtidig arbejdskraft og bevarer de håndværksmæssige traditioner.

    Firmaet har en bæredygtighedspolitik, så der bruges miljørigtige produkter og materialespild minimeres, f.eks. ved genanvendelse af træ. Mandskab til byggepladsen vælges bl.a. ud fra bopæl, så flest muligt kan cykle eller køre sammen. Restmaterialer sendes til genbrug hos leverandøren, så det kan indgå i fremstilling af nye produkter.
    Usædvanligt for branchen arbejder denne byggevirksomhed med en ensartet arbejdsstyrke hen over året.

    Og medarbejderne får tablets og smartphones til at opgradere deres IT-færdigheder.

    De indstillede virksomheder er udvalgt, fordi de scorer højt inden for konkurrencens kriterier:

    • Samfundsansvar (herunder bl.a. seniorpolitik, familiepolitik, integration)
    • Løn- og arbejdsvilkår (herunder bl.a. lønniveau, jobudvikling, information)
    • Arbejdsmiljø og sundhed (herunder bl.a. sygefravær, fastholdelse)
    • Uddannelse (herunder bl.a. lærlinge, kompetenceudvikling)
    • Klima og miljø (herunder bl.a. ressourceforbrug)

    Vinderen findes af et dommerpanel, der besøger finalisterne 22. november.

    Vinderen kåres den 26. januar på 3F’s konference, Vision Danmark, i DR Byen.

    Dommerkomiteen består af:

    Forbundsformand i 3F, Per Christensen

    Hovedkasserer i 3F, Ulla Sørensen

    Gruppeformand i 3F Industri, Mads Andersen

    Gruppeformand i 3F Transport, Jan Villadsen

    Gruppeformand i 3F Byggegruppen, Claus Von Elling

    Gruppeformand i 3F’s offentlige gruppe, Lydia Callesen

    Gruppeformand i 3F’s PSHR-gruppe, Tina Møller Madsen

    Gruppeformand i 3F’s grønne gruppe, Peter Kaae Holm

    Kommunikationschef i 3F, Thomas Hundsbæk

    Administrerende direktør i Linak, Bent Jensen

    Administrerende direktør i PensionDanmark, Torben Möger Pedersen.

    Den seneste vinder var virksomheden Kamstrup i Skanderborg i 2019. Årets Arbejdsplads 2020 blev ikke kåret pga. coronakrisen.

    Kontakt:

    For yderligere information og lokale kontakter, kontakt Gitte Laasby i 3F’s presseafdeling på 88 92 05 12 eller ring til 3F’s pressetelefon på 88 92 88 92.

    Novo Nordisk

    Novo Nordisk presseafdeling, Kristine Kruse Zeij, 44 43 19 87

    3F Mølleåen: Formand Hans Larsen, 40 22 92 98

    S. Guldfeldt Nielsen A/S

    Virksomhedens direktør, Kim Birkerød, 40 80 85 93

    3F Bygningsarbejdernes Fagforening, Odense, Michael Frederiksen, 22 62 92 13

    Entreprenørafdelingen i Middelfart

    Driftsleder Carl-Richard Lund, 21 42 75 73 eller teamleder for vejafdelingen Lars Holmberg Frandsen, 51 30 10 50.

    Indstiller: Ib Rasmussen, 21 43 83 95

    3F Vestfyn: Finn Ole Christiansen, 27 58 39 64

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/finalister-til-arets-arbejdsplads-2021-offentliggjort?releaseId=13633809

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **