PRM / Bevillinger skal give datavidenskabelig forskning i Danmark et solidt forspring

    Pressemeddelelse fra Novo Nordisk Fonden

    Novo Nordisk Fonden har uddelt godt 62 mio. kr. gennem sit Data Science Investigator Programme.

    Bevillingerne er fordelt på syv forskere, der vil udforske en række problemstillinger, hvor datavidenskab spiller en afgørende rolle. Forskerne vil udvikle og effektivisere datavidenskabelige metoder, der kan bruges til at finde nye løsninger på komplekse problemstillinger i vores samfund inden for biomedicin, sundhed, bæredygtighed, bioteknologi og naturvidenskabelig og teknisk forskning.

    Et af projekterne sætter fokus på udvikling af analytiske værktøjer, der skal gøre os klogere på effekten af mutationer i arvemassen, mens et andet projekt fokuserer på at udvikle af statistiske metoder til at håndtere datastrømmen fra den nyeste generation af genomsekventering.

    Et tredje projekt sætter fokus på udvikling af værktøjer til beregning af, hvilke konsekvenser bl.a. klimaforandringer og brug af pesticider har for verdens planter.

    Afgørende betydning
    “Datavidenskab er et område, der er uhyre vigtigt for at øge kvaliteten af stort set alle forskningsområder og skabe værdi for samfundet. Specielt har datavidenskab potentiale til at drive udvikling af nye løsninger inden for bl.a. bæredygtig landbrugsproduktion, nye klimaløsninger og ny banebrydende sundhedsteknologi,” siger Lene Oddershede, Senior Vice President, Natural & Technical Sciences, Novo Nordisk Fonden.

    “Med disse bevillinger er det vores ambition at understøtte excellent, kreativ og original forskning inden for datavidenskab, herunder opnåelse af en fundamental indsigt samt udvikling af metoder og modeller, som kan give den datavidenskabelige forskning i Danmark et forspring. Samtidig ønsker vi, at karrierebevillingerne skal hjælpe til at tiltrække og fastholde forskere, der arbejder med datavidenskab i den akademiske verden og uddanner kommende generationer. Denne type eksperter tilhører en gruppe, som der er meget stor rift om. Vi ser meget frem til at følge de syv excellente forskere og deres spændende projekter i de kommende år,” siger Lene Oddershede.

    Data Science Investigator Programme er målrettet forskere på forskellige karrieretrin og opdelt i kategorierne Emerging Investigator, Ascending Investigator og Distinguished Investigator. Alle bevillingerne er 5-årige. Målet er at understøtte skabelse af attraktive karriereveje til de dygtigste forskere inden for datavidenskab.

    Data Science Investigator-bevillinger 2021:

    Emerging Investigator:

    • Adjunkt Shilpa Garg, Biologisk Institut, Københavns Universitet – “Efficient, high-resolution approaches for integrative sequencing analysis of complex diseases”: 9.960.709 kr.
    • Adjunkt Signe Marie Jensen, Institut for Afgrødevidenskab, Københavns Universitet – ” Enhancing statistical methodology for toxicophenomics: High-throughput and high-dimensional data for ecotoxicological risk assessment”: 9.225.108 kr.
    • Adjunkt Jesper Madsen, Institut for Matematik og Datalogi, Syddansk Universitet – “Islet Cartography – Multi-layered mapping of islets of Langerhans in health and disease”: 8.790.602 kr.
    • Adjunkt Niklas Pfister, Institut for Matematiske Fag, Københavns Universitet – “CausalBiome: Developing a unified statistical framework for analyzing microbiome data”: 9.812.255 kr.

    Ascending Investigator

    • Lektor Søren Besenbacher, Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet – “Novel methods to model mutational processes in germline and cancer”: 6.705.000 kr.
    • Lektor Morten Arendt Rasmussen, Institut for Fødevarevidenskab, Københavns Universitet – “First principal models, neural networks and functional graphical models for Defining metabolic capacity as a Tool for Personalized nutrition (FOODTOP)”: 9.267.806 kr.

    Distinguished Investigator

    • Professor Rasmus Pagh, Datalogisk Institut, Københavns Universitet – “Providentia: Privacy-driven Trust in Algorithms”: 8.410.068 kr.

    Sats på data science
    Det er anden gang, at Novo Nordisk Fonden uddeler bevillinger gennem Data Science Investigator Programme, der er en del af fondens Data Science Initiative.

    Initiativet blev lanceret i 2019 og har til formål bredt at kapacitetsopbygge inden for Data Science, herunder at understøtte udførelsen af ambitiøse forskningsprogrammer, etablering af ny national infrastruktur samtidig med, at der bliver tilbudt attraktive karriereveje og uddannet flere specialister i datavidenskab. Fonden hidtil har uddelt tæt på 600 mio. kr. gennem initiativet. Læs mere her.

    Kontakt:

    Pressechef Christian Mostrup email: cims@novo.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/bevillinger-skal-give-datavidenskabelig-forskning-i-danmark-et-solidt-forspring?releaseId=13633770

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **