Pressemeddelelse fra TUBA
Lige så langt, der er til pylonernes top på Storebæltbroen, lige så svært kan det være at leve med konsekvenserne af at vokse op i en familie ramt af alkoholproblemer. Men det kan lade sig gøre. Både at komme op i pylonerne og at lære at leve med senfølgerne efter sådan en opvækst.
Sund & Bælt Holding A/S, der driver Storebæltsbroen, har inviteret fem unge fra foreningen TUBANU, der udspringer af nonprofitorganisationen TUBA, en tur op i broens pyloner 24. september kl. 15. De unge har alle været igennem et behandlingsforløb i TUBA, der hjælper unge, som er vokset op i et hjem med forældre, der har alkoholproblemer eller stofmisbrug.
Ar efter barndom
– Vi ved, at de ar, som en barndom giver med forældre, der har haft et alkoholproblem eller stofmisbrug, ikke bare forsvinder, fordi man fylder 18 år. Det følger os gennem hele livet. Det ved jeg, og det ved alle de andre unge og voksne, der er medlemmer i TUBANU, siger Amanda Sommer, der selv er vokset op i en familie ramt af misbrug.
Forældre med misbrugsproblemer har i dag ret til behandling indenfor 14 dage. Deres børn har ikke samme ret til hjælp, hvis de får brug for det, hvis de når at fylde 18 år, før de beder om hjælp.
I hver skoleklasse vurderer Sundhedsstyrelsen, at der sidder 1-2 børn, som er ramt af forældre med alkoholproblemer. Sandsynligheden for at de vil udvikle angst, depression, spiseforstyrrelser og PTSD som ung eller voksen er forhøjet. Op mod 30% har en øget risiko for at gentage forældrenes mønstre og selv opbygge et misbrug.
Medlem af bestyrelsen i TUBANU, Amanda Sommer:
– Jeg blev selv først i en alder af 24 år tilfældigt gjort opmærksom på TUBA. Det var i mit forløb hos TUBA, jeg første gang rigtig talte med nogen om min fars alkoholmisbrug. Jeg blev bevidst om den sorg, jeg bar rundt på, fordi jeg det meste af mit liv har skulle vokse op uden min far på grund af hans misbrug. TUBA gav mig den hjælp, jeg havde brug for. En hjælp jeg selv og alle medlemmer i TUBANU ønsker, at alle unge og voksne børn af misbrugere får mulighed for at få. Derfor er vi i TUBANU glade for at Sund & Bælt med sin støtte vil være med til at sætte fokus på området.
Landsleder i TUBA Danmark, Henrik Appel:
– Der er brug for at der kommer mere fokus på det her emne. Derfor er vi også glade for, at Sund & Bælt ikke kun giver de fem unge en unik oplevelse, men også er med til at sætte fokus på en overset gruppe unge, som har brug for terapi. Vi oplever et stigende behov for behandling af de senfølger, som de unge generes af efter en barndom med forældre, der drikker for meget eller har et stofmisbrug.
Adm. direktør i Sund & Bælt, Mikkel Hemmingsen:
– Vi glæder os til at give de fem en unik oplevelse op i pylonerne. Det er ikke en oplevelse, der er alle forundt. Vi giver den til fem unge fra TUBANU, fordi vi gerne vil være med til at sætte fokus på det vigtige arbejde, som TUBA gør for en ellers overset gruppe unge. Turen er udloddet for at skabe mere fokus på voksne børn af misbrugere.
Kontakt:
Ulla Johanne Johansson email: ulj@tuba.dk
For interviews, fotos og yderligere kommentarer, kontakt presse- og kommunikationschef Ulla Johanne Johansson.
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/unge-fra-hjem-med-alkoholproblemer-vinder-tur-op-i-storebaeltsbroens-pyloner?releaseId=13631661
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **