PRM / Nyt samarbejde skal dæmme op for bølgen af studerende i mistrivsel

    Pressemeddelelse fra Howdy ApS

    Trivselstjek på 30 sekunder

    Trivsels-app’en fra Howdy kan på blot 30 sekunder fortælle, om den studerende trives. Hver 14. dag tager den studerende stilling til fem udsagn, der er videnskabeligt funderet og anerkendt af WHO. Giver besvarelserne antydning af mistrivsel eller viser de et dramatisk fald i trivslen, kontakter Studenterrådgivningen de studerende med tilbud om hjælp. God trivsel styrker forudsætningerne for, at de studerende kan tage læring til sig og opnå de bedst mulige resultater i løbet af deres studieliv.

    Uddannelsessteder får bedre indblik i de studerendes trivsel

    Uddannelsesinstitutioner, som deltager i projektet, får via anonyme data løbende indsigt i deres studerendes mentale helbred og kan på den måde sætte ind over for en uheldig trivselsudvikling, der i værste konsekvens kan resultere i frafald.

    Et af de uddannelsessteder, der er med i projektet, og som ønsker at være opsøgende i forhold til de studerendes trivsel, er erhvervsakademiet Dania. Her fortæller chef for vejledning og internationalisering, Lise Bøgild-Jakobsen, om deres bevæggrund for at deltage:

    Særligt ønsker vi at komme i kontakt med de sårbare og udsatte studerende, som ikke selv aktivt søger hjælp. Howdy giver os mulighed for at følge med i vores studerendes trivsel på en helt ny måde, hvor den studerende med afsæt i WHO-5 spørgerammen, på positiv og aktiv vis løbende involveres i egen trivsel. Via samarbejdet med Studenterrådgivningen og Howdy får vi en helt ny mulighed for aktivt at kunne hjælpe og understøtte trivslen hos vores studerende – og således sætte hurtigere ind over for mistrivsel.

    Hvem står bag indsatsen

    Virksomheden Howdy står bag trivselsværktøjet, som siden 2014 med stor succes har været anvendt af private og offentlige virksomheder på tværs af brancher. Som Rasmus Hartung, CEO i Howdy, fortæller:

    I brugerundersøgelser blandt vores kunder har vi fået tilbagemeldinger om signifikante reduktioner i antal langtidssygemeldinger, samt mere dialog og refleksion blandt de ansatte.”

    Studenterrådgivningen har mere end 50 års erfaring med at hjælpe studerende med udfordringer i studielivet og er således solidt rustet til at få studerende, der mistrives, tilbage på trivselssporet. Trivsels-app’en Howdy er her en kærkommen platform til at nå de studerende:

    “Der er mange studerende, som har behov for hjælp, men som ikke selv opsøger den. Det har vi tydeligt kunne se under nedlukningen, hvor den øgede mistrivsel ikke har fået flere studerende til at søge hjælp. Derfor er det afgørende, at vi nu får den her platform, hvor vi kan række ud til de studerende,” fortæller Thomas Braun, direktør i Studenterrådgivningen.

    Indsatsen sker som en del af regeringens genstartspakke til studerende.

    Læs mere om samarbejdet

    På Howdys hjemmeside: https://howdy.care/dk/2021/07/09/new-collaboration-to-improve-wellbeing-among-students-on-higher-educations/

    På SRG’s hjemmeside: https://srg.dk/da/howdy/

    Kontakt:

    CEO Rasmus Hartung tlf.: +45 28 98 88 00 email: rha@howdy.care

    Direktør Thomas Braun tlf.: +45 20 73 42 19 email: tbr@srg.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/nyt-samarbejde-skal-daemme-op-for-bolgen-af-studerende-i-mistrivsel?releaseId=13631367

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **