PRM / Virksomheder efterspørger ledige hænder i Furesø

    Pressemeddelelse fra Furesø Kommune

    Mange virksomheder i Furesø har på det seneste modtaget mange nye og store ordrer eller fået nye kunder til deres virksomheder. Selvom der har været sommerferie, har de derfor haft travlt med at rekruttere nye medarbejdere.

    En del af virksomhederne har rekrutteret deres nye ansatte via Jobcenter Furesø, der fra årsskiftet til juni har formidlet nye 250 rekrutteringer. Flere end 90 procent af virksomhederne har via jobcentret fået den ønskede medarbejder. Det fortæller Hasan Yilmaz (A), formand for Udvalget for Beskæftigelse og Erhverv, efter at udvalget netop har fået en status på sit seneste møde.

    “Det er en stor fordel for kommunen, når der er et godt og tæt samarbejde mellem de lokale virksomheder og Jobcenter Furesø. Når jobcentret hjælper virksomhederne med en hurtig screening og præsentation af eventuelt kommende medarbejdere, er de med til at sikre, at arbejdsmarkedet i Furesø fortsat er i udvikling og understøtter, at ledige borgere kan blive selvforsørgende, siger han.

    Preben Rasmussen – administrerende direktør for virksomheden Func ApS er meget tilfreds med jobcentrets rekrutteringsforløb.

    “Det har overrasket mig, at jobcentret har været så fleksible og gode til at finde de rigtige kandidater til os. Jeg vil i hvert fald kun anbefale, at man bruger jobcentret til rekrutteringsopgaver, for de er meget kompetente til det” siger han.

    Jobcenteret har et enkelt rekrutteringskoncept, der benyttes af flere og flere lokale virksomheder. Når virksomheden ønsker, at rekrutteringen af nye medarbejdere skal gå gennem jobcenteret, screenes egnede kandidater blandt de ledige i kommunen. Efterfølgende afholder virksomheden og jobcentret i samarbejde et jobinterview med de enkelte kandidater, og virksomheden vælger den egnede kandidat til jobbet. Jobcentret er for eksempel i øjeblikket i gang med at hjælpe en lokal virksomhed, der skal bruge 30 ekstra ansatte.

    Antallet af ledige falder i Furesø

    Den øgede aktivitet viser sig også i ledighedstallene. Blandt gruppen af jobparate ledige, der tæller både forsikrede ledige borger og borgere på kontanthjælp, er der sket et fald på 30 procent fra januar til august. Blandt kommunens langtidsledige forsikrede og kontanthjælpsmodtagere er cirka 42 procent flere kommet i beskæftigelse i samme periode.

    Fakta

    Jobcenter Furesøs rekrutteringskoncept:

    Overordnet set bruger en virksomhed ca. 2 timer på at vælge en ny medarbejder:

    • Virksomheden sender jobprofilen til Jobcenter Furesø
    • Jobcentret foretager udsøgning og screening af relevante kandidater
    • Virksomheden oplyser hvor mange kandidater, der skal til samtale
    • Virksomheden og jobcenteret gennemgår udvalget af kandidater
    • Virksomheden møder kandidaterne på jobcenteret eller hos virksomheden, hvor der gennemføres jobinterview.
    • Virksomheden udvælger relevant kandidat til jobbet.

    Kontakt:

    Hasan Yilmaz (A) email: hyi@furesoe.dk

    direktør Preben Rasmussen email: preben@func.dk

    Kommunaldirektør Steen Vinderslev email: Steen.Vinderslev@furesoe.dk

    Kommunikation tlf.: 72354012 email: kommunikation@furesoe.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/virksomheder-eftersporger-ledige-haender-i-fureso?releaseId=13629092

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **