Pressemeddelelse fra PROSA
Selv om der generelt er stor søgning til landets it-uddannelser, så kniber det alvorligt med at lokke de kommende studerende ind på de tungere it-uddannelser. Og det bør få alarmklokkerne til at ringe blandt politikerne, konkluderer de it-professionelles fagforbund PROSA på baggrund af nye tal fra Uddannelses- og Forskningsministeriet.
“Det er bekymrende, at nogle af de helt tunge it-uddannelser har et markant faldende optag. Efterspørgslen på højt kvalificerede it-professionelle vil kun blive større i fremtiden. PROSA kunne derfor godt ønske sig, at nogle af de teknisk tunge it-uddannelser havde bedre fat blandt de unge”, siger Niels Bertelsen, der er formand for PROSA.
Selv om optaget af nye studerende på landets it-uddannelser samlet set er faldet med godt 5 procent i forhold til rekordåret 2020 – hvor ekstraordinært mange studerende blev optaget på grund af coronakrisen – så ligger det markant højere end i 2019. Og sammenlignet med 2017, så er optaget steget med godt 25 procent.
Men ser man på de helt tunge it-uddannelser som eksempelvis datalogi, er optaget faldet med hele 14 procent i forhold til sidste år. Endnu mere bekymrende er det, at optaget til datalogi er faldet med godt 10 procent forhold til 2017. Dermed ligger optaget til datalogi på det laveste niveau i fem år.
PROSAs formand peger på, at der blandt PROSAs medlemmer er 3-400 ledige dimittender, selv om arbejdsgiverne højlydt efterlyser flere it-uddannede. Det viser ifølge Niels Bertelsen, at der brug for at få flere unge ind på de mest relevante it-uddannelser, hvor jobmulighederne er gode.
“Det er vigtigt, at vi som samfund forholder os til hvilke it-uddannelser, der er efterspørgsel på. Der er fortsat arbejdsgivere, der har den holdning, at optaget til it-uddannelserne skal være meget større, fordi der mangler ansatte på it-arbejdsmarkedet. Men vi kan konstatere, at der er nyuddannede, der stadig har til gode at komme ind af indgangsdøren hos arbejdsgiveren. Så det er vigtigt, at vi sørger for, at de it-uddannede udstyres med de rette kompetencer”, siger Niels Bertelsen.
Der er i it-faget og på it-uddannelserne generelt en meget skæv kønsfordeling. En problemstilling, som PROSA har adresseret mange gange. Årets optag til it-uddannelserne viser overordnet ingen bevægelser i relation til den skæve kønsfordeling.
“Det er lidt deprimerende at vi ikke kan se en positiv bevægelse i kønsfordelingen. Det er en problemstilling, vi har adresseret ofte, og vi har også lavet undersøgelser, der dokumenterer, at der er en krænkende kultur på mange af it-uddannelserne, som er meget kønsspecifik. Der er dog enkelte lyspunkter. For eksempel er der i årets optag en kvindeandel på 20 procent på Datalogisk Institut på Københavns Universitet, hvor der tidligere har været under 10 procent”, siger Niels Bertelsen.
Kontakt:
Kommunikations- og pressekoordinator Katrine Raahauge Damkjær tlf.: 28408201 email: krn@prosa.dk
Niels Bertelsen, forbundsformand PROSA. nib@prosa.dk, +45 40 11 41 23
Michael Tøttrup, afdelingsleder i PROSA, mit@prosa.dk, +45 28 88 12 48
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/prosa-bekymret-over-faldende-optag-pa-tunge-it-uddannelser?releaseId=13627291
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **