PRM / Aftale sikrer værn mod social dumping

    Pressemeddelelse fra Dansk El-Forbund

    – Samarbejdsaftalen er et kerneeksempel på, hvor langt man kan nå, når man har stærke tillidsvalgte, proaktive fagforbund og en virksomhed, der ønsker dialogen og samarbejdet. Det her er den danske model, når den er allerbedst.

    Sådan siger faglig sekretær i Dansk El-Forbunds (DEF) afdeling Midtjylland Jesper Porup Fallesen i den nye udgave af fagbladet Elektrikeren. Sammen med elektriker og tillidsrepræsentant Jørn Sand Tofting er han blandt hovedarkitekterne bag en ny samarbejdsaftale indgået mellem DEF, 3F og de øvrige fagforbund i Bygge-, Anlægs- og Trækartellet (BAT-kartellet) og den amerikanskejede virksomhed ved Harboøre FMC Site Rønland.

    Gennem 26 år har elektriker Jørn Sand Tofting været tillidsrepræsentant hos kemikalievirksomheden Cheminova, som i 2015 blev opkøbt af det multinationale amerikanske selskab FMC Corporation. Han blev derfor orienteret, da FMC Site Rønland besluttede at investere i et nyt produktionsanlæg. Beskeden var, at det ville blive svært at undgå udenlandsk arbejdskraft.

    – Udbudsmaterialet blev fortrinsvis sendt ud til de store virksomheder i Danmark, men vi ved jo, at også danske virksomheder bruger udenlandsk arbejdskraft, siger Jørn Sand Tofting.

    Han tog kontakt til virksomhedens tillidsrepræsentant for 3F Jens Chr. Rønn Iversen og faglig sekretær Jesper Porup Fallesen fra DEF Midtjylland. Sammen fik de arrangeret et møde mellem de tillidsvalgte, ledelsen og faglige repræsentanter fra de implicerede fagforbund under BAT-kartellet.

    Efter en del møder, som også måtte holdes virtuelt på grund af corona-nedlukningen, endte det med at, at parterne indgik en samarbejdsaftale. Om indholdet i aftalen forklarer faglig sekretær Jesper Porup Fallesen:

    – Vi har blandt andet sikret os, at de faglige organisationer under BAT har fuld adgang til pladsen 24 timer i døgnet. Der skal laves personlige adgangskort til samtlige medarbejdere hos underleverandører, og disse skal bæres synligt med navn, billede og tilhørsforhold til virksomheden.

    – FMC Site Rønland vil løbende udlevere opdaterede entreprisekontrakter til forbundene under BAT, og som noget af det vigtigste har vi aftalt kædeansvar: Der skal være overenskomstdækning på samtlige entreprisekontrakter, der bliver udført på pladsen.

    Ifølge Jørn Sand Tofting har aftalen allerede givet bonus:

    – Vi har en underleverandør herude, som vi har prøvet at få overenskomst med i mange år. De vil gerne have arbejde på projektet, så nu er det endelig lykkedes at få dem til at indgå en overenskomst.

    Læs mere på side 6 i fagbladet Elektrikeren: http://mags.otw.dk/danskelforbund/878/6

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/aftale-sikrer-vaern-mod-social-dumping?releaseId=13627142

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **