PRM / Lystfiskere må igen tage fisk med hjem fra sygdomsramte områder

    Pressemeddelelse fra Fødevarestyrelsen

    I to måneder har det været besværligt at tage på fisketur i nogle dele af landet, for Fødevarestyrelsen indførte restriktionszoner straks efter udbruddet af fiskesygdommen IHN i jyske dambrug. I restriktionszonerne har det siden været forbudt at tage fiskene med sig fra stedet, og lystfiskerne har skullet desinficere alt udstyr efter fiskeri i zonerne. Men nu bliver forbuddet om hjemtagning lempet.

    – Lystfiskerne må fra og med lørdag igen tage deres vildtfangede fisk med sig hjem fra restriktionszoner, når blot de sikrer sig, at fiskene bliver renset i hjemmet, så skyllevandet bliver afledt til kloak. Derudover skal de sørge for at smide alt fiskeaffald ud som restaffald, så det går til forbrænding, siger Tim Petersen, souschef i Fødevarestyrelsen.

    Lempelsen for restriktionszonerne gælder kun for vildtlevende fisk, der er fanget i søer og åer. Virksomheder, der driver put & take-søer, er underlagt de samme restriktioner som hidtil. Det er fortsat ikke tilladt at fjerne fisk fra put & take-søer i restriktionszonerne.

    – Vi er meget glade for den store opbakning, vi har oplevet fra sports- og lystfiskere og deres foreninger, og takker for et godt samarbejde. Danmarks Sportsfiskerforbund har spurgt os, om vi kunne lempe på reglerne for fiskeri i restriktionszonerne, og vi har nu resultatet af en konkret risikovurdering. Den viser, at vi har et grundlag for at lempe reglerne, for risikoen for smittespredning vurderes som minimal, når blot fiskerne følger de få, enkle krav, siger souschef Tim Petersen.

    Kravet om, at lystfiskere skal desinficere deres fiskegrej efter hver fisketur i restriktionszonerne, bliver fastholdt.

    De nye regler

    • Lystfiskere må nu tage fisk fanget i såkaldt frivand i en restriktionszone, med hjem til eget forbrug.
    • Lystfiskerne skal rense deres fangst hjemme, så skyllevandet bliver afledt til kloak. Fiskeaffald skal smides ud som restaffald til forbrænding.
    • Lystfiskere, der fisker i en restriktionszone, skal fortsat desinficere sit fiskegrej og udstyr efter brug, inden de tager det i brug igen.

    Restriktioner og IHN-frit land

    • Fødevarestyrelsen har erklæret 95 procent af landet fri for IHN-virus. Her er der ingen særlige regler for lystfiskeri som følge af IHN-sygdommen.
    • IHN-udbruddet er inddæmmet til fem restriktionszoner, som alle ligger i Jylland. Se link til detaljerede kort nedenfor.
    • Seks dambrug og to put & take-søer er underlagt særlige restriktioner på grund IHN-udbrud.

    IHN er en forkortelse for infektiøs hæmatopoietisk nekrose.

    IHN-virus er alvorlig for fisk, men ufarlig for mennesker.

    Yderligere oplysninger:

    Journalister kan kontakt Fødevarestyrelsens pressevagt på 22 84 48 34.

    Læs mere om IHN HER

    Find kort over restriktionszoner og link til interaktivt kort i FAQ om IHN HER

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/lystfiskere-ma-igen-tage-fisk-med-hjem-fra-sygdomsramte-omrader?releaseId=13627039

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **