PRM / NGO etablerer klimavenlig vandrensning i Syrien

    Pressemeddelelse fra ADRA Danmark

    I Syrien støtter udviklings- og nødhjælpsorganisationen ADRA Danmark blandt andet op om istandsættelse af basal infrastruktur og services såsom vand- og kloaksystemer.

    Læs mere om, hvordan ADRA hjælper civilbefolkningen i Syrien

    ADRA har sørget for etablering af et filtreringssystem, der renser drikkevandet uden brug af kemikalier og ved hjælp af solpaneler. Når installeringen er færdig, vil det rene vand nå ud til omkring 13.000 husstande i landdistrikterne uden for hovedstaden Damaskus. Projektet er fortrinsvis finansieret af EU’s Humanitære Kontor (ECHO), og derudover har Danida, den tjekkiske regering og andre ADRA-kontorer i Europa bidraget til budgettet på samlet 29 millioner kroner.

    Et nyskabende tiltag
    “I Syrien har borgerne store problemer med strømforsyningen, hvilket jeg selv oplevede på min seneste tur derned. Strøm er kun tilgængelig på visse tidspunkter af døgnet, og det kan blandt andet gå ud over vandforsyningen. Brug af solceller er derfor en smart løsning, der sikrer, at vandrensningen ikke pludselig går i stå,” forklarer Insa Deimann, koordinator for ADRA Danmarks humanitære projekter i landet.

    ADRA udbød i 2019 opgaven at etablere systemet, der kan filtrere drikkevand ved hjælp af ‘omvendt osmose’. Først i anden udbudsrunde lykkedes det at finde en kvalificeret entreprenør.

    “Ikke mange entreprenører i Syrien kan installere omvendt osmose-enhederne sammen med solpaneler, og tiltaget betragtes da også som en ny og innovativ tilgang inden for den humanitære sektor,” siger den humanitære koordinator.

    Det er ADRA’s ønske at installere samme filtreringssystem andre steder i Syrien, hvis organisationen får tilstrækkelig med midler til lignende projekter i fremtiden.

    Hjælp til ny tilværelse
    ADRA’s hjælp gavner især de folk, som vender tilbage til deres lokalsamfund efter at have været fordrevet. De er typisk nogle af de allermest sårbare, fordi de vender tilbage til ingenting. ADRA’s støtte til istandsættelse af vandsystemer, skoler og sundhedsfaciliteter i forskellige områder af Syrien skal forbedre livsmulighederne for hjemvendte og internt fordrevne borgere, så de kan skabe sig en ny tilværelse.

    Som en del af partnerskabsaftalen med ECHO skal hjælpeorganisationer selv rejse en del af det nødvendige beløb til deres projekter, hvis Europas bistandskasse skal lægge tocifrede millionbeløb til. Det kaldes ‘matched funding’ (medfinansiering).

    “Vi er meget glade for, at blandt andet den danske og tjekkiske regering vil gå sammen med os om dette projekt, og vi håber, at der bliver flere muligheder for det i fremtiden. Jo mere vi samarbejder med andre donorer og NGO’er, des flere gode ting kan vi opnå i Syrien,” slutter Insa Deimann.

    Kontakt:

    Insa Deimann tlf.: +45 45587700 email: insdei@adra.dk

    Kommunikationsmedarbejder Maria Lykke Andersen tlf.: +45 45587700 email: marand@adra.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ngo-etablerer-klimavenlig-vandrensning-i-syrien?releaseId=13625904

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **