PRM / Danske fodboldfans i Baku slipper for COVID-19 isolationskrav efter hjemkomst

    Pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet

    Isolationskravet ved hjemkomst lempes

    EU’s-liste over tredjelande, som medlemslandene kan vælge at åbne for indrejse fra, er den 1. juli blevet opdateret. Aserbajdsjan er blevet tilføjet til listen, fordi landet lever op til en række COVID-19 kriterier om bl.a. lavt antal af nye smittede.

    Den nationale COVID-19 taskforce for rejserestriktioner har også vurderet smittesituationen i Aserbajdsjan og besluttet at ændre risikovurderingen for Aserbajdsjan fra orange til gul. Det betyder bl.a., at der fra lørdag den 3. juli kl. 16 ikke længere vil gælder krav om isolation efter hjemkomst fra Aserbajdsjan. Det er en god nyhed for de tilrejsende danske fodboldfans, som derved slipper for at gå i isolation efter hjemkomst fra Aserbajdsjan. De vil dog stadig skulle tage en COVID-19-test efter hjemkomsten. Færdigvaccinerede og tidligere smittede er allerede undtaget fra testkravet efter hjemkomst.

    På grund af det generelle indrejseforbud, som medfører betydelige indrejserestriktioner for almindelige danske turister, vil Udenrigsministeriet gøre rejsevejledningen for Aserbajdsjan skraveret orange på verdenskortet. Det betyder, at Udenrigsministeriet, trods begrænset smitterisiko, fraråder alle ikke-nødvendige rejser, da indrejserestriktionerne ikke gør det muligt for danske turister at gennemføre en almindelig ferie i landet.

    Visumkrav
    Der kræves visum for at kunne indrejse i Aserbajdsjan. Danske statsborgere og statsløse personer, som har permanent opholdstilladelse i Danmark, kan søge om visum i forbindelse med Danmarks kamp i Baku. Hvis man ikke er dansk statsborger eller statsløs med permanent opholdstilladelse i Danmark, kan man ikke søge om visum til Aserbajdsjan på basis af fodboldkampen.

    På denne hjemmeside Republic of Azerbaijan Official Electronic Visa Portal (evisa.gov.az) kan man søge om et elektronisk visum. Et elektronisk standardvisum tager normalt tre arbejdsdage at få udstedt og koster 23 USD. Hvis man betaler 51 USD kan man få det hasteekspederet på kun tre timer. Man vil modtage sit visum pr. mail. Det anbefales at søge visum hjemmefra i så god tid som muligt før afrejse.

    De lokale myndigheder opfordrer til, at indrejsende har visum forud for ankomst til landet, men man afvises ikke. Det er muligt at få udstedt et visum ved ankomst i lufthavnen, men denne løsning frarådes dog af de lokale myndigheder bl.a. pga. risiko for smitte med COVID-19 i køen. Der gælder krav om mundbind på fly og i lufthavn, ligesom at de indrejsendes temperatur vil blive tjekket i lufthavnen.

    Et standard visum er “single entry” og gyldigt 90 dage og giver ret til at opholde sig i landet 30 dage. Det er et krav, at ens pas er gyldigt mindst 6 måneder efter datoen for visumudstedelsen.

    UEFA EURO 2020 billet
    Der stilles ikke krav om dokumentation for EM-billet ved selve visumansøgningen, men det er et krav, at man kan fremvise dokumentation i form af en billet til kampen eller anden dokumentation for, at man vil kunne få adgang til stadionet. Man skal kunne fremvise sin billet ved grænsekontrollen.

    Krav om gyldig PCR test
    Rejsende skal kunne fremvise en negativ PCR test ved indrejse i Aserbajdsjan, også selvom man er vaccineret eller tidligere smittet. Der gælder et generelt krav om karantæne for indrejsende, men UEFA billetholdere er dog undtaget fra karantænekravet, hvis de ved indrejse kan fremvise en negativ PCR-test, der er taget højst 72 timer før indrejse. Der kræves ikke fremvisning af test ved indgang til selve stadionet.

    Ved afrejse fra Aserbajdsjan skal man også kunne fremvise en negativ PCR test, der er taget højst 72 timer før afrejsen. Såfremt en test taget i Danmark ikke er for gammel, vil denne kunne fremvises ved afrejse. Ellers vil der skulle tages en ny test i Aserbajdsjan, hvor det vel at mærke tager mindst 12 timer før resultatet foreligger pr. mail og med QR kode. Gennemsnitsprisen for en test i Aserbajdsjan er 45 Euro. Her kan de certificerede testklinikker findes: https://www.azal.az/en/information/covid-clinics

    Gode råd til rejsen
    Rejsende rådes til at tjekke de nærmere krav med deres flyselskab, at have styr på deres rejseforsikring samt at downloade Udenrigsministeriets gratis app “Rejseklar”, så man kan modtage beskeder under rejsen, hvis der opstår en krisesituation. Appen “Rejseklar” kan downloades her: https://um.dk/da/rejse-og-ophold/rejse-til-udlandet/um-rejseklar-app/

    Offentliggørelse af andre lande på EU’s liste

    Udenrigsministeriet har ekstraordinært valgt at offentliggøre nyheden om åbningen af Aserbajdsjan af hensyn til de mange danskere, som planlægger at rejse til landet i forbindelse med slutrundekampen.

    Udenrigsministeriet vil offentliggøre, hvilke øvrige lande taskforcen har besluttet at åbne for i lyset af den opdaterede EU-liste samtidig med de ugentlige opdateringer af rejsevejledningerne og rejserestriktionerne fredag kl. 16. Alle ændringer af rejserestriktionerne, herunder for Aserbajdsjan, vil være gældende fra lørdag den 3. juli kl. 16.

    For pressehenvendelser kontakt Udenrigsministeriets pressevagt på pressevagten@um.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/danske-fodboldfans-i-baku-slipper-for-covid-19-isolationskrav-efter-hjemkomst?releaseId=13625725

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **