PRM / Boligmarkedet i blød opbremsning

    Pressemeddelelse fra RealMæglerne

    Der er vist ingen, som længere kan være i tvivl om, at boligmarkedet i 2020 og 2021 har kørt for fuld blus. Men nu er der indikationer på, at det begynder at bremse op.

    Det mener Preben Merrild Angelo, adm. direktør hos ejendomsmæglerkæden RealMæglerne med over 100 mæglerbutikker i Danmark:

    – Det er, som forventet, en blød opbremsning. Og det skyldes, at der begynder at komme mere til salg, mens købelysten falder en smule, hvilket får markedet til at jævne ud på sidste års niveau. Det vil sige, at høj efterspørgsel og lavt udbud nu bevæger sig imod en sund balance med tilpas meget i vægtskålen på begge sider, forklarer han.

    Samlet er salget af villaer og rækkehuse i 2021 steget med 51 % i forhold til samme periode sidste år. Salget af ejerlejligheder er steget med 56 %. Og salget af fritidsboliger er steget med 43 %. Men gennem de seneste uger er kurven begyndt at følge sidste års niveau.

    Markedet er i årets første 24 uger gået 47 % frem, men ifølge Preben Merrild Angelo vil den fremgang langsomt blive spist op, så 2021 kommer til at minde nogenlunde om niveauet i 2020.

    Det er bl.a. sommerhussalget, der som ventet løjer en smule af, hvilket bl.a. skyldes, at Europa har åbnet op for charterturisme igen, mens flaskehalsen af købsparate er løsnet op.

    – Vi har længe efterspurgt, at udbuddet ville stige, fordi det virker som smørermiddel i et marked, hvor motoren har gået lidt stærkt, og det sker nu. Samlet set er vi tæt på, at udbuddet overstiger 40.000 emner, hvilket er et positivt tegn, fortæller Preben Merrild Angelo.

    Derfor maner han også til besindighed:

    – Belært af erfaringer fra 2007 er der kommet flere restriktioner på boligmarkedet, som fungerer udmærket i dag. Der er ikke nogen boligboble i Danmark, og boligpriserne i København er slet ikke på niveau med mange af de hovedstæder, vi sammenligner os med. Økonomien er sund, og boligejerne betaler af på deres lån. De kunne slet ikke låne, hvis ikke de havde råd. Men København, Odense, Aalborg og Aarhus mv. har en opgave i de kommende år med at bygge rigtigt, så udbuddet kan følge efterspørgslen, siger han og uddyber:

    – Det kan undre en gang imellem, at når priser stiger for meget et sted og ikke andre, at det så er alle steder, der skal ske indgreb imod. Fremover i fremtidens samfund er der brug for præcise justeringer – ikke “massegeneralisme”, slutter han.

    Flere pressefotos her: https://www.scanpix.dk/spdk/ (Appr via Svanpix)

    ***

    RealMæglernes BoligBarometer udsendes ved afslutningen af hver måned og udarbejdes på baggrund af statistik indsamlet fra mere end 100 RealMægler-butikker landet over. BoligBarometeret er derfor først med aktuelle månedsanalyser om udviklingen på boligmarkedet.

    Kontakt:

    Presse- & Kommunikationsansvarlig Mikkel Milsgaard tlf.: 2620 1634 email: mm@mailreal.dk

    CEO Preben Merrild Angelo tlf.: 2092 5280 email: pa@mailreal.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/boligmarkedet-i-blod-opbremsning?releaseId=13625208

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **