PRM / Læsegruppe for mænd

    Pressemeddelelse fra Næstved Bibliotek og Borgerservice

    Der er fra tid til anden en tendens til at kvinder kommer til at fylde meget i bibliotekets læsegrupper. Det er der ikke nødvendigvis noget i vejen med, men en gruppe - kun for mænd - giver nogle gange noget særligt til deltagerne, fordi mænd har en række livsvilkår tilfælles, som de kan have behov for at dele.

    I de nordiske lande deler vi også en række livsvilkår - et fælles bånd - som binder os sammen omkring en række værdier; demokrati, lighed, velfærd, tillid, vores sprog og en fælles historie. Omvendt er hvert land også helt i sin egen ret og adskiller sig på en række punkter: Natur, humor, tro, holdning til indvandring og ligestilling mellem kønnene...

    Et trygt rum, hvor der kan åbnes op for svære emner

    - Målet med læsegruppen er at skabe et trygt rum, hvori vi mænd kan åbne op for nogle af de svære emner, som vi kan tumle med uden måske at have så mange at tale med det om. Her skal vi bl.a. se på spørgsmål som: Hvilke udfordringer møder vi som mænd i dag? Er de forskellige i de nordiske lande? Hvordan har vores levevilkår ændret sig, og hvad betyder det for vores liv i dag? fortæller de to mandlige kulturformidlere Jens Kryger Nielsen og Kristoffer Tarp Juul fra Næstved Bibliotek, som leder læsegruppen.

    Hvad er vigtigt at vide om læsegruppen?

    Læsegruppen mødes og taler om en bog, som medlemmerne af gruppen har læst forud for mødet.

    Når du tilmelder dig læsegruppen, tilmelder du dig automatisk alle 7 mødegange, og det forventes, at du møder op til de fleste af gangene.

    Hvornår ved du, hvad vi skal læse?

    Læselisten vil vi i første omgang holde som en overraskelse og løbende præsentere for læsegruppens medlemmer. Vi kan dog afsløre, at vi skal vidt omkring og læse et bredt genremæssigt udvalg af både kendte og mindre kendte forfattere fra Danmark, Norge, Sverige, Finland, Island og Grønland.

    Fakta: Læsegruppen mødes én gang om måneden på onsdage kl. 19.00 - 20.30 på datoerne: den 15. september, den 13. oktober, den 17. november, den 15. december, den 19. januar 2022, den 16. februar 2022 og den 16. marts 2022 på Næstved Bibliotek. Tilmelding på www.naesbib.dk

    Kontakt:

    Bibliotekar Jens Kryger Nielsen tlf.: 55884136 email: jknie@naestved.dk

    Kulturformidler Kristoffer Tarp Juul tlf.: 55884131 email: ktajuu@naestved.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/laesegruppe-for-maend?releaseId=13624802

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **