Pressemeddelelse fra Varde Kommune
TURISME
Turister i og omkring Henne Strand får let adgang til coronatests, når et nyt testcenter åbner på Strandvej 456E den 25. juni.
Varde Kommune har været på jagt efter optimale lokaler til opgaven, hvilket har ført til en aftale med Esmark Feriehusudlejning og brugskunstforretningen Invi2, der vederlagsfrit stiller lokaler til rådighed.
De to virksomheder bidrager desuden med inventar, materialer og arbejdskraft til opbygning og indretning af testcentret.
Muligheden er opstået, fordi Esmark Feriehusudlejning flytter til en ny lokation i byen, og lokalerne på Strandvejen derfor står tomme fra midten af juni.
I Blåvand arbejder Varde Kommune på at opgradere den nuværende løsning i Medborgerhuset, så byen kan imødekomme det stigende behov for tests i højsæsonen.
Citater
Erik Buhl, borgmester i Varde Kommune:
“Vi glæder os til en højsæson, hvor turisterne igen strømmer til vores område og skaber den særlige vestkyststemning, vores virksomheder lever af. I år er let adgang til coronatest en betingelse for stemningen. Derfor er jeg stolt over, at vi har to virksomheder, der på den måde står sammen og rækker en hjælpende hånd til hele vores turismeerhverv.”
Britta og Tommy Schultz, Invi2:
“Vi er glade for at kunne bidrage til denne vigtige samfundsopgave og til at sikre, at vi i Henne Strand har et testcenter hele sommeren til gavn for både erhvervsliv, turister og lokale.”
Jens-Jacob Dall Vig, Esmark Feriehusudlejning:
“Vores gæster har brug for at blive testet undervejs på ferien, hvis de vil have adgang til mad, kultur og aktiviteter i området. Vi er glade for, at vi pludselig fik en oplagt mulighed for at hjælpe både gæsterne og det øvrige erhvervsliv i området.”
Fakta
- Testcentret får adresse på Strandvejen 456E, Henne Strand, 6854 Henne.
- Det bliver et kviktestcenter med næsepodning serviceret af Carelink.
- Testcenteret vil fra den 25. juni have åbent fra klokken 8-20 på hverdage og i weekender fra 10-20.
- Aftalen gælder til og med september.
Kontakt:
Borgmester i Varde Kommune Erik Buhl (V) tlf.: 40 17 44 54 email: erbn@varde.dk
Kommunikationschef i Varde Kommune Steffen Kjær tlf.: 21 83 71 89 email: stkj@varde.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/henne-strand-far-testcenter-med-opbakning-fra-lokale-virksomheder?releaseId=13623622
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **