PRM / Ny podcast: Hvordan kommer man sig fra psykisk sygdom?

    Pressemeddelelse fra Region Sjælland

    Når man taler om at komme sig fra psykisk sygdom, har man ofte fokus på, om patienten bliver fri for symptomer og medicin. Forskning viser, at det også er vigtigt at have blik for de sociale og personlige processer – bl.a. hvad den enkelte selv ser som et meningsfuldt liv. Dette er udgangspunktet i seks nye podcastafsnit, der er en del af podcastserien “Lad os tale om psykisk sygdom”. Formålet med afsnittene er at skærpe forståelsen for den rolle, som personlig recovery spiller – dvs. det enkelte menneskes individuelle proces med at komme sig.

    Karina Stjernegaard, konsulent i PsykInfo Region Sjælland, fortæller om baggrunden for podcastserien, som hun selv har været med til at udvikle og er medvirkende i:

    – En række forskere har fundet frem til fem temaer, der går igen, når mennesker, der har gennemlevet en recovery-proces, beskriver, hvad der har haft betydning. Samhørighed med andre, at bevare håbet, at have et positivt selvbillede, at finde mening i livet og at have kontrol over sit liv er alt sammen faktorer, der spiller en vigtig rolle for at kunne komme sig. Det er almenmenneskelige elementer, som er væsentlige for livskvalitet og et meningsfuldt liv. Det betyder også, at vi skal være åbne for, at det er forskelligt, hvad der er meningsfuldt for den enkelte – og at man sagtens kan leve et meningsfuldt og godt liv med f.eks. symptomer eller medicin.

    Personlige fortællinger nuancerer billedet af recovery
    Hver podcast i rækken om personlig recovery tager udgangspunkt i et af de fem temaer, som er en del af den model, der i psykiatrisk fagsprog går under forkortelsen CHIME (connectedness, hope, identity, meaning og empowerment). I alle seriens afsnit medvirker EN AF OS’ ambassadører, som er mennesker, der har egne erfaringer fra Psykiatrien og gennemlevet en recovery-proces. Deres personlige fortællinger er med til at udfolde nuancerne i, hvordan man kan komme sig fra psykisk sygdom.

    Studerende Sophie Lai Andersen er EN AF OS-ambassadør og et af de mennesker, der selv har været i en personlig recovery-proces. Hun medvirker i afsnittet, der handler om samhørighed:

    – I mit sygdomsforløb har det været vigtigt for mig at have familie og venner omkring mig og at indgå i forskellige fællesskaber, hvor vi har kunnet snakke om både op- og nedture. På den måde har jeg oplevet, at det ikke kun er min behandling i Psykiatrien, der har haft stor betydning for min recovery-proces, men også min omgangskreds. Jeg fortæller om det i podcasten, fordi jeg håber, flere vil forstå, at det er individuelt, hvad der virker i forløbet med at få det bedre, forklarer Sophie Andersen.

    Podcastserien er både for mennesker, der selv er ramt af psykisk sygdom, deres pårørende og fagpersoner – samt naturligvis også for alle andre, der er nysgerrige på emnet.

    Fakta

    Om podcasten:
    Find podcasten på Podbean: https://ladostale.podbean.com/

    Podcasten findes også som Spotify og Apple podcast ved søgning på “Lad os tale om psykisk sygdom”.

    Hvert afsnit varer ca. 30 minutter.

    Ud over CHIME-serien om personlig recovery byder podcastserien “Lad os tale om psykisk sygdom” også på andre afsnit med temaer, der gør dig klogere på psykisk sygdom. Podcastserien produceres og udgives i et samarbejde mellem PsykInfo Region Sjælland og PsykInfo Region Syddanmark.

    Om PsykInfo:
    PsykInfo er psykiatrisk enhed for information, brugerstyring og recovery i Psykiatrien Region Sjælland og fungerer som rådgivnings- og udviklingsenhed. Det vil sige, at PsykInfo tilbyder rådgivning, arrangementer og vidensformidling samt står bag udviklingsprojekter og indsatser, der har til formål at styrke brugerinddragelse og recoveryorientering samt at nedbryde tabu om psykisk sygdom.
    Læs mere på www.regionsjaelland.dk/psykinfo

    Kontakt:

    Anne Mette Billekop, leder af PsykInfo Region Sjælland, 40 36 53 78
    Karina Stjernegaard, konsulent i PsykInfo Region Sjælland, 93 56 61 93

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ny-podcast-hvordan-kommer-man-sig-fra-psykisk-sygdom?releaseId=13623170

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **